Ny konference samlede 290 kvinder i Hillerød

Foto: Kvindekonference
Mødesalen på LMH var fyldt godt ud, da op mod 300 kvinder var samlet til konference under temaet "Frihed i Kristus" (Fotos: Line Brink Kristensen).

Konferencen samlede kvinder fra hele landet på tværs af alder. Særligt de unge kvinder har efterlyst et forum for kvindeligheden i kirken.

20/09/2024 / Morten Holgård Tychsen mht@dlm.dk

Den 13.–15. september løb den første landsdækkende kvindekonference i LM af stablen.

Det skete på Luthersk Missions Højskole i Hillerød.

Johanna Vævest Nymann Eriksen sidder i komitéen for konferencen. Det var hende, som i sin tid fik ideen til en weekend-konference for kvinder - holdt af kvinder i LM. 

”Jeg oplevede, at der manglede noget til os kvinder, og at der var en kæmpe efterspørgsel særligt blandt de unge på min egen alder efter forkyndelse fra kvinder og efter nogle kristne kvinder som forbilleder,"  fortæller 26-årige Johanna fra København.

"Og så var der en efterspørgsel efter at finde ud af, hvad man kan blive brugt til som kvinde i kristne kredse.”

Kvindekonference på LMH

Deltagerantal blev et luksusproblem

Komiteen bag konferencen forventede i begyndelsen, at 100-150 kvinder ville tilmelde sig weekenden. Og før sommerferien var der 100 tilmeldte.

”Men det er så endt med, at vi er blevet over dobbelt så mange,” siger Johanna Vævest Nymann Eriksen glad.

290 kvinder skulle indlogeres på højskolen, så man måtte etablere en sovesal på Johannesskolen, som er nabo til højskolen.

”Hvis folk tager hjem og fortæller begejstret om det blandt venner og i menigheden, kan det godt være, at vi ikke kan være på LMH næste gang,” siger Johanna.  

Det var vigtigt for komiteen, at undervisningen havde substans, så temaet for konferencen var "Frihed i Kristus".

Lærer på DBI Louise Høgild Pedersen prædikede over dette tema ud fra Galaterbrevet. Også gymnasiesekretær i KFS Kristina Eskildsen og LMU-konsulent Amalie Engslund Schmidt optrådte på prædikestolen.

Samtale på kvindekonference

Lovsangen var som et englekor

21-årige Emma Staugård Jørgensen fra Aabenraa deltog på konferencen. Hun oplevede et særligt fællesskab deltagerne imellem og en frimodighed til tale sammen på tværs af alder. 

”Der var et sammenhold, hvor man tog sig af hinanden på en særlig måde. Jeg tror også, folk talte med nogen, de ikke normalt taler med,” fortæller hun.

Også forkyndelsen havde gjort indtryk, da kvinder kan tale til deres kønsfæller på en anden måde, end mænd kan.

”Generelt oplevede jeg, at kvinder blomstrede op og viste, hvad de også kan,” siger hun.

Men det, Emma Staugård Jørgensen hæfter sig mest ved, er lovsangen:

”Det var virkelig fantastisk at synge 300 kvinder sammen – det fyldte også i samtalerne på konferencen. Det var som et englekor,” siger hun begejstret. 

Lovsang på kvindekonference

Indhold for alle slags kvinder

Programmet var fyldt godt ud, og i løbet af weekenden blev der tilbudt seminarer om krop og seksualitet samt emner som klimaansvar, barnløshed og utilstrækkelighed.

Det var magtpåliggende for komiteen, at der skulle være noget for alle slags kvinder - uanset alder og livssituation.

Planen er, at konferencen vil finde sted hvert andet eller hvert tredje år.
 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.