Nyt kursuscenter i Iringa står færdig 31. juli

Fra byggeri
Kursuscenteret i Iringa skal være hjemsted for ægteskabskurser og på sigt forhåbentlig for uddannelse af missionærer (foto: Helle Bech)

Der hamres, bankes og mures på LM's grund i Iringa, der skal huse et nyt kursus-, retræte og missionscenter i samarbejde med Den lutherske kirke i Tanzania. 

07/05/2021 / Nicklas Lautrup-Meiner nlm@dlm.dk

Det går fremad med byggeriet af det nye kursus-, retræte- og missionscenter i Iringa, der foreløbig har været i gang i syv måneder.

Fundament, kloakering, el-rør, vandledninger og tag er allerede på plads i den nye tilbygning.

Og væggene i den eksisterende bygning, der udgjorde Den danske Skole, er blevet brudt ned for at lave et stort undervisningslokale med plads til 32 kursister.

”Byggeriet går rigtig godt. Opstarten var lidt langsom, men vi skal nok nå det til indvielsen den 31. juli,” siger Peter Bech, der er LM’s udsendte byggeleder til projektet.

Lokale håndværkere og danske byggestandarder

Den nye bygning, der indeholder to værelsesfløje, er formet som et H.

Værelserne har eget bad, og midtergangen mellem fløjene indeholder faciliteter til tøjvask og lager.

Byggeriet bygges så vidt muligt efter danske standarder, selv om alle håndværkerne er lokale folk.

”Der er kommet folk, der har kigget over hegnet og spurgt, hvilke ansatte, vi bruger – for de vil gerne have dem så. Vi har en bedre finish, end mange byggerier har hernede,” siger byggelederen, der fortæller, at fuget murværk ikke er normalen i Tanzania, hvor man enten bare stabler sten på sten uden efterfølgende finish eller pudser op.

Det er også lokale folk, der har stået for møblementet på det nye center.

”Vi har entreret med den anglikanske kirke her i byen, der driver et snedkeri for handicappede – primært døve. Vi har bestilt alle møblerne hos dem.”

Håber at centeret også kan uddanne missionærer

Kursuscenteret er et samarbejde mellem LM og den lutherske kirke i Tanzania.

I første omgang skal centeret udbyde kurser til præstefamilier om ægteskab, men der er også drømme om andre kurser:

”Måske kunne vi være med til at uddanne nogle lokale, tanzaniske missionærer, som kunne bringe evangeliet videre ud fra den lutherske kirke,” siger Flemming Hansen, der er en af underviserne på ægteskabskurserne.

Center indvies med kursus for vicebiskopper og ægtefæller

De første kurser har allerede været afholdt på andre lokaliteter.

Men kursuscenteret indvies faktisk også med et kursus for vicebiskopper og ægtefæller i kirken.
De er inviteret til indvielsen den 31. august, som så fortsætter direkte videre i et kursus.

> Se mere om det nye kursuscenter i Iringa i videoen her nedenfor.

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.