Nyt trosoplæringsmateriale fra LMBU viser Vejen
Luthersk Missions Børn og Unge har netop lanceret hjemmesiden Vejen.org, der skal klæde klubber, hjem og menighed bedre på til sammen at oplære børn og juniorer i den kristne tro
"Troens vandring med næste generation."
Sådan lyder visionen for det nye undervisningsmateriale, som Luthersk Missions Børn og Unge (LMBU) nu tilbyder til forældre og til lederne i landets børne- og juniorklubber.
På hjemmesiden Vejen.org kan man købe sig til et abonnement på et tre-årigt trosoplæringsforløb for børn og juniorer, der både er til brug i klubber og kirker, og som en hjælp til opfølgning i hjemmet.
Involverer forældre og menighed i børneoplæringen
Det er projektleder i LMBU Finn Jøssang, der står i spidsen for en lille arbejdsgruppe, som har udviklet materialet.
"Det var ved at være tid til et nyt tekstmateriale i børne- og juniorarbejdet," siger han om baggrunden.
Desuden har LMBU gennem flere år været inspireret af konceptet Awana, der bruges af det norske Indremisjonsforbundet, som laver en sammenkobling af trosoplæringen i hjem og menighed.
"Vores opgave har været at lave noget tilsvarende, der engagerer menighedens ledelse, så klubberne ikke står alene om arbejdet, og hvor hjemmet involveres mere aktivt i den kristne oplæring af deres børn."
Indtil videre har materialet fået god respons med på vejen
Indtil videre er der på Vejen.org en række undervisningsoplæg, der, når det er fuldt udbygget, vil komme hele vejen rundt om det vigtigste i den kristne tro.
12 forskellige forfattere har været i gang med at skrive tekster, og de testoplæg, som er testet i nogle børne- og juniorklubber, har fået meget god respons, fortæller Finn Jøssang.
Derudover vil man supplere med nogle aktiviteter, som hjælper forældrene med at følge op på det, som børnene har gennemgået, samt med nogle workshops til hele menigheden.
"Det er vores håb, at det nye materiale kan være med til at skabe en større bevidsthed omkring trosoplæringen af den næste generation og give klubber, hjem og menigheder nogle gode resurser til det," siger LMBU-projektlederen.
---
LMBU giver 50% rabat på et abonnement af materialet Vejen ved bestilling inden 31/12 2022.
Siden bliver løbende opdateret, men man kan sagtens gå ind og få et overblik over indholdet.