Cambodja har skrevet sig på mit hjerte

“It’s not enough. Ten months is not enough” Sådan lød ordene fra min gode ven David en af mine sidste aftener i Cambodja.

Og han har ret. Ti måneder er ikke nok. Alt den tid, vi troede, vi havde fløj afsted i et øjeblik og nu sidder jeg her, på flyet hjem til Danmark uden mere tid.

Ikke mere tid til at undervise på kollegiet, ikke mere tid til at bage kage og hygge med de studerende, ikke mere tid til at køre på moto og ikke mere tid til at være volontør i Cambodja. 

Jeg synes, at det er svært at sige farvel. Især fordi det, jeg nu siger farvel til, har været så godt, smukt, velsignet, sjovt, udfordrende, meget mere og fyldt med mange mennesker jeg holder af. Cambodja har skrevet sig på mit hjerte. Derfor gør det ondt, at der ikke er mere tid. 

Men alting har en tid. “For alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.
En tid til at slå ihjel, en tid til at helbrede.
En tid til at rive ned, en tid til at bygge op.
En tid til at græde, en tid til at le.
En tid til at holde klage, en tid til at danse.
En tid til at sprede sten, en tid til at samle sten.
En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne.
En tid til at opsøge, en tid til at miste.
En tid til at gemme hen, en tid til at kaste bort.
En tid til at rive itu, en tid til at sy sammen.
En tid til at tie, en tid til at tale.
En tid til at elske, en tid til at hade.
En tid til krig, en tid til fred.”
Prædikernes bog 3:1-8

Disse ord nævnte min ven David også. De er blevet til en form for trøst og klippe for mig. For alt har en tid. Det eneste, man for evigt kan regne med, er Guds evige løfte om altid at gå med.