Hvad med planen?

Mens jeg gik på gymnasiet, tænkte jeg tit på, hvor jeg mon ville ende henne. Jeg tænkte egentlig bare, at det kunne være fedt at rejse. Måske en ferie eller et par måneder væk fra vante omgivelser. Men i hvert fald ikke længere end det.

Og nu sidder jeg her og skriver efter mere end to måneder i Tanzania og tænker, at de godt 3,5 måneder, der er tilbage, er alt for kort tid. Tiden her i Tanzania er gået så utroligt stærkt, siden jeg forlod Danmark d. 3. januar sammen med Lise, min medvolontør.

En hverdag her byder på mange forskellige oplevelser, og mange ting, som ikke lige bliver, som man tænker. Jeg lærer dagligt at vente og tage tingene, som de kommer, i stedet for at forvente en hel masse. 

Det er, som om tiden er en anden her; den mere kommer end går. Hvad vi ikke når i dag, det skal vi nok nå i morgen. Tingene ender alligevel med at hænge sammen i sidste ende.

Jeg tror, det er sundt, det der med, at man ikke altid kan have en plan. Tænk, hvis jeg havde fulgt min plan. Så havde jeg ikke haft et helt foto-album fyldt af Tanzania-minder på min telefon. Så kunne jeg ikke sidde og drikke chai med vores hushjælp. Så spiste jeg ikke frisk frugt fra det lokale marked hver dag.

Så sad jeg ikke her og delte mine tanker.

Og vigtigst af alt, så var jeg ikke endt her, hvor jeg hver dag mærker, at min himmelske far bærer mig. Alt sammen ting, som jeg hver dag kan få lov at sige tak for.