I fastetiden

13/03/2021

Vi har ikke skrevet på den danske blog siden jul, fordi systemet skulle opdateres. Det seneste svenske blogindlæg om Maritas arbejde i Bunda kan I læse her: https://hasselbergsitanzania.wordpress.com/2021/02/01/uppdatering-fran-…

I det lovede vi et blogindlæg om bibelskolen, og vi havde tænkt, at vi ville fortælle om en helt almindelig uge og om hverdagen og vores undervisningstimer i nybegynderengelsk (C & M), sundhed (Signe og M), Det nye Testamente og computer (C).

Men som det ofte sker her, bliver livet ikke som planlagt.

Bibelskolan i Kiabakari i kvällsljus

Rektors kone, der havde været syg længe, afgik ved døden på det nærmeste sygehus lørdag aften for tre uger siden. Vi hørte, at mennesker græd højlydt ved deres hus.

Et dødsfald afbryder hverdagen, og al anden aktivitet går i stå - ikke bare for den nærmeste familie, men for alle i nærheden: naboer, venner og fjern familie.

Der var mennesker forsamlet i deres hus og have døgnet rundt i flere dage med gråd, sang, bøn, samtale, spisning og oven i købet selskabslege. Det var virkelig intenst med meget mærkbar medfølelse og trøst til de sørgende.

Om mandagen var der afskedsgudstjeneste her i Kiabarari og i Bunda, og om tirsdagen var der begravelse i deres hjemby 100 km mod syd. 

Alle missionens biler og en politibus blev lejet, sådan at de fleste fra bibelskolen, elever, ansatte og missionærer, kunne være med. 

Eftersom hun var præstefrue, var biskoppen og næsten alle præster også med til begravelsen.

Alt foregik udenfor, og i vores bil havde alle mundbind på, og alle vinduer var rullet ned. 

Det var højtideligt og fint med trøsterige bibeltekster om det kristne håb. 

De fleste mennesker, der ikke bor i en storby, bliver begravet hjemme, og tit ser vi gravsteder i menneskers haver. Det skete også her. 

Familien blev der en uge, mens vi andre kørte hjem, og dagen efter begyndte skolen igen - næsten som den plejer.

Mens jeg, Marita, var på arbejde i Bunda sidste tirsdag, hentede Carl rektor og hans familie i bil.

Ligesom mange gør her, bor rektor sammen med børn og børnebørn. Det er dejligt at se ham gå hånd i hånd med det yngste lille barnebarn. Hun og de andre er sikkert en god trøst.

Helt siden sidste sommer har det virket, som om der ikke har været så mange corona-tilfælde i Tanzania. Man holdt op med at indsamle statistik i maj, og efter nogle nationale bededage bekendtgjorde præsidenten, at landet var coronafrit. 

Vi hørte heller ikke om mange syge i efteråret, og det var vi helt sikkert meget taknemmelige for.

Som kristne ved vi, at Gud beskytter, men det er ikke enkelt at forklare og forstå ondes problem og sygdom i verden teologisk ... Og det at være forsigtig og passe på sig selv er jo ikke i modstrid med at tro på Gud.

En af grundene til landets strategi har nok også været, at man ville modvirke frygt og panik. Sygehusvæsenet her er jo ikke i nærheden af, hvad det er i Vesten.

Vores swahililærer sagde noget tankevækkende: Hvis to mennesker har det samme problem, og kun den ene har penge, forsøger den, der har penge, at løse problemer ved hjælp af dem. Den anden beder og siger til Gud: 'Du ser, at jeg ikke har nogen penge, du må hjæpe mig.'

Og mange, mange oplever, at han gør det - dag efter dag. Når vi spøger, siger de, at de ikke er bange. Det var der derimod mange, der var sidste forår, da landet lukkede skoler og andet ned. 

Handtvätt i KiabakariEfter jul var der flere nyheder om syge og døde, men man afviste fra officielt hold, at det skulle være corona. 

Almindelige mennesker kan heller ikke blive testet, det kan kun turister og andre, der har brug for et certifikat for at kunne rejse til udlandet. 

Vi har hørt, at nogle syge er blevet testet i Dar es Salaam, og vicepræsidenten på Zanzibar har fortalt, at han var covid-positiv. Da han døde, var det jo ikke muligt at skjule det.

Få dage senere meddelte sundhedsmyndighederne, at smitten findes i hele verden, og at Tanzania ikke er en ø, og at det er vigtigt at beskytte sig selv og de sårbare ældre og de syge.

Både på sygehuset og på skolen var udstyr til håndvask allerede blevet stillet frem igen. Nu blev der indrettet flere steder, hvor man kunne vaske hænder, og Signe og Marita holdt en time om sundhed for hele skolen og alt personale, der handlede om symptome og om, hvordan man beskytter sig.

Frem for alt skal man forsøge at holde afstand, ikke hoste på andre og vaske hænder.

Vi viste med ketchup, hvordan det er, når man nyser/hoster i hånden, hilser på en anden, som derefter klør sig i ansigtet. Det vakte latter, og budskabet gik lige ind.

At vaske hænder beskytter jo også mod mange andre sygdomme, som er almindelige her, så vi håber, vi kan holde os raske med forøget hygiejne.

Vi har fremstillet nogle plancher, som informerer om håndvask og beskyttelsesforanstaltninger.

På sygehuset er der mange, der anvender mundbind, selvfølgelig også Marita, og vi har endnu ikke hørt om mange syge med åndedrætsbesvær. 

Lige nu er vi på retræte med LM's missionærer. Kiabakari-missionærerne nyder at slappe af på stranden ved Victoria-søen. De andre mødes på steder, der er tættere på, hvor de bor. 

Men vi mødes til online bibelstudium og samtale på Teams.

Vi er så glade for at være her i Tanzania, og vi har så meget at være taknemmelige for, selv om tonen på denne blog kan lyde til at være i mol.

Tak for, at I tænker på os og beder. Carl og Marita.

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.