Sangbog 3.0

24/08/2021

IEL-P’s sangbog trænger til en opdatering. Den aktuelle er en 2. udgave fra 2008, og i år arbejdes der på en 3. udgave.

Men hvorfor dog bruge tid på en fysisk sangbog, når alle alligevel leder efter sange på nettet? Det er der tre gode grunde til:

- En sangbog reflekterer teologien.
- Den afspejler traditionen.
- Og en sangbog fører ind i fremtiden.

I en tid med et væld af muligheder for at finde sange på nettet, ligger den største udfordring i at kende forskel på skidt og kanel. Hvad er god teologi, og hvad er misvisende og vildledende.

Én enkelt sang kan sjældent afspejle hele den lutherske lære, men summen af sangene i sangbogen skulle gerne komme omkring hele Bibelens lære om den treenige Gud, frelsen, nåden og menneskets plads midt i dette.

Når jeg underviser eleverne i musik på Setela, er det med dette for øje. At gøre dem i stand til at vurdere sange på tekst og egnethed til fællessang.

En sangbog afspejler også kirkens tradition. Hver af kirkerne tilknyttet IEL-P har sine traditioner, som er med til at give sit særpræg. I IEL-P spænder traditionen desuden over forskellige musikgenrer. Fra glad contemporary pop til andisk harmonik. Fra vestlig/europæisk funktionsharmonik og 4/4-rytmik til pentaton harmonik og sammensat rytmik. Sangbogen skal rumme denne enorme bredde i tradition og æstetik for at favne hele kirken.

For at en kirke ikke stivner i fortiden, skal der tilføres nye sange, som i nutidig tekst og musik leder den ind i fremtiden uden at give køb på teologi og lære.

Til revisionen af sangbogen er der nedsat en kommission sammensat af personer fra højlandet og fra kysten. Alle bibringer med erfaring fra deres geografisk-kulturelle område, så sangbogen får de bedste muligheder for en fremtid i kirken.

Én ting er sangteksten. Noget andet er melodi og musik. Det er kæphest nummer to for mig i min undervisning: Menighedssange skal kunne synges i fællesskab. Det lyder næsten for banalt. Men det er præcist hér, det i praksis viser sig, om man har forstået ideen med menighedssang. At det er mange stemmer, der samler sig til én for at synge til og om vores Frelser. Melodien er denne hjælper, som faciliterer lovprisningen.

- Merete Steffensen

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.