“We treat and God heals” – fortællinger fra sygehuset i Bunda

Vi har nu været tilbage i Tanzania i to måneder. 

Siden dag et har der været fuld fart på med undervisning på bibelskolen for Carl hver dag og for mig, Marita, to dage om ugen.

Carl fortsætter med forskellige bibelske emner og computerkendskab og har overtaget undervisningen i engelsk på "højniveau" efter Margunn, som lige er rejst hjem til Norge.

Jeg fortsætter med det lave niveau og underviser i verber, for eksempel forskellen på play og pray. Mange af stammesprogene skelner ikke mellem L og R, så det er en udfordring at lære.

I sidste måned udkom en ny oversættelse af Bibelen til stammesproget Kisimbiti, og her bruges kun R og ikke L, så Paulus skrives Pauro, men udtales som en mellemting.

I søndags hørte vi vores elev Ezekiel læse nogle vers, da vi sammen med skolekoret og Margunn og Geir Tore var til gudstjeneste i den landsby ved Victoriasøen, som han kommer fra.

Der er meget at fortælle fra sygehuset, så derfor er dette blogindlæg mest derfra. 

Vi har fejret, at min autorisation som sygeplejerske var kommet, og at et ID-kort og et certifikat på det lå klar, da jeg kom tilbage. Så nu må jeg udføre alle opgaver på afdelingerne. For eksempel vaccinere.

Nedenfor kan I se, hvordan gamle Samwel får sin covid-vaccination. Han og alle andre, som der er billeder af her, har givet deres tilladelse.

Den tredje bølge i juni-august ramte Tanzania - og også vores region, Mara - hårdt med mange syge. 

Bunda Hospital (kirkens og "mit" sygehus) blev udset til at være "corona-sygehus". De har haft godt og vel 100 patienter, og da der var flest omkring ti indlagt ad gangen, mand med behov for ekstra ilt. 

De fik hjælp af personale fra sygehuse og sundhedscentre i nærheden.

Værnemidler og ilt kom centralt fra kirken og selv fra staten. 

En stor iltflaske er kun nok til en patient i en dag, og den koster mange hundrede kroner. Og iltmasker til nyfødte havnede på voksenafdelinge, fordi behovet var så stort. 

Flere af de ansatte blev syge, men er blevet raske igen. De som ikke klarede sig, var de ældre. Over ti døde.

I nogle uger er der ikke kommet nye, som behøver sygehusbehandling. 

En følge af, at Bunda havde coronapatienter indlagt, var, at andre blev bange for at søge behandling der, så der har været færre andre patienter - selv på fødeafdelingen.

Det betød udfordringer for sygehusets økonomi og risici for de syge og fødende, som måske har fået dårlig eller ingen behandling.

Heldigvis kommer de tilbage nu - i dag var der igen fyldt på fødeafdelingen.

Vaccinationerne har taget fart. Den nye præsident, Samia Hassan, har en helt modsat tilgang til tingene i forhold til sin forgænger. Det blev vist i nyhederne på tv, da hun selv blev vaccineret.

Missionær Geir Tore (og hans kone) gik også foran med et godt eksempel. 

Landet får hjælp af WHO og af det globale Covax-program og modtog i juli den første million doser Johnson & Johnson som en donation fra USA: I sidste uge kom lige så mange doser fra Kina. 

Ældre og sundhedspersonale blev prioriteret først, men nu er det frit for alle over 18 år. Selv her i Kiabakari er man begyndt at vaccinere.

Tanzania har et godt børnevaccinationsprogram, som ligner det nordiske, og som mange tager imod. Men mange er skeptiske, når det gælder covid-vaccinen.

Det gør det ikke lettere, at den tidligere præsident var klart imod, at en del såkaldte "profeter" og kirkens ledere har advaret imod det, og at de sociale medier flyder over med mærkelige påstande.

Mange venter på vaccinen fra andre lande end USA:

Lad os fortsætte med at bede om sundhed og beskyttelse for Tanzania - og om og ledelse af landet.

Vi blev selv vaccineret i Sverige i sommer og er taknemmelige for den beskyttelse.

Jeg fortsætter med at fordele mine tre arbejdsdage på sygehuset mellem stuen for for tidligt fødte børn, fødeafdelingen og BVC, efter hvor behovet er størst.

Der er ofte brug for ekstra personale alle tre steder. 

Hvis der er små for tidligt fødte børn eller syge nyfødte, er der mest behov for mig der. 

Der findes ingen specialuddannede børnesygeplejersker, og som jeg tidligere har skrevet, har mange af jordemødrene på fødeafdelingen nok at se til med fødende mødre og har ikke deres fokus på stuen for præmature børn.

Jeg er begyndt at dele de huer ud, jeg havde med fra hjælpsomme kvinder i Sverige, og de hjælper de for tidligt fødte børn til at holde varmen.

Taknemmelige mødre hilser og siger tak.

Dukken Pendo er begyndt sin tjeneste på børneafdelingen. Navnet betyder "kærlighed", og det er afdelingssygeplejersken, der har navngivet hende. 

Den er den femte af mine "femlinger". Den første "fik ben" og fulgte med en lille patient hjem. Den nuværende Pendo er blevet mærket, så hun forhåbentlig bliver lidt længere. 

Hun har en plastic-kanyle i hånden, så vi kan lege, at hun også får medicin ligesom børnene. 

Mange bliver overraskede og glade, når de ser hende. En lidt større dreng sad og kiggede på hende under hele undersøgelsen og lo højt.

Nogle børn er så syge, at de ikke orker at le. Indimellem er det virkelig udfordrende og næsten håbløst svært.

En lille patient på fire år med meget forstørret lever måtte rejse til et stort sygehus med børnespecialister i Mwanza sammen med sin mormor. Hans mor døde for nogle få dage siden. Lidt senere ringede hans morfar og sagde, at drengen var død. Det var højst sandsynligt en tumor.

Midt i det hele kunne mormor og morfar takke for behandling og omsorg.

Et andet barn havde meget svært ved at trække vejret, og da jeg gik hjem, var jeg bange for, at jeg ikke skulle se ham mere. Han havde fået al den behandling, som det er muligt at give her. 

Evangelisten Joseph, som også arbejder på sygehusets lager, kom ind på afdelingen, og jeg bad ham komme og bede for familien og de andre, som lå på samme stue. 

Det havde jeg ikke så let kunnet gøre i Sverige - i hvert fald ikke uden udtrykkelig anmodning fra familien.

Jeg havde selskab i bilen på vejen hjem af en præst, som tidligere har arbejdet som sygehuspræst, og vi talte om vores forskellige (kulturelle) forhold til Gud, lidelse og død.

Jeg var lidt bange for, at familien skulle tolke bønnen, vi havde bedt, som at der ikke var noget håb, men de opfatter det ofte modsat.

Og at Gud virkelig ikke er den sidste udvej, men nærmere den første, som man vender sig til både i glæde og i sorg, og forbøn viser, at man bryder sig om, og at man giver håb - også om helbredelse.

Jeg så en læge i en t-shirt fra sin uddannelse på kirkens universitet i Moshi. Den havde printet: "We treat and God heals" (Vi behandler, og Gud helbreder).

Sandt. Vi må gøre alt, hvad vi kan og bede Gud bære, læge, helbrede og/eller trøste.

Og min glæde var stor, da jeg kom tilbage to dage senere, og drengen ikke længere fik ilt, trak vejret uden problemer og kunne tage hjem efter endnu nogle dages behandling.

Det er også en stor glæde, at de trillinger, der blev født i april, vokser og trives. Alle tre er raske.

Afdelingssygeplejersken, Cecilia og jeg var på hjemmebesøg i sidste måned. Trillingerne lå fint ved siden af hinanden på sofaen med et myggenet over.

Kort tid efter vågnede de en efter en og var sultne. Deres mor har virkelig travlt døgnet rundt. Og det bliver ikke mindre, når de begynder at kravle og flytte sig. Men hun beklager sig ikke. Storesøstrene hjælper til.

Hendes mand arbejder i en butik med tilbehør til motorcykler og er væk om dagen, men hun sagde, at han støtter hende og er glad for døtrene.

Det er fint. Det er ikke alle familier, hvor far tager del i tingene. 

Oversygeplejersken talte om familieplanlægning (prævention) på en naturlig måde. Hun har været jordemoder i mange år, og hun er også en god støtte for mig, når jeg har spørgsmål og overvejelser - også om andre forhold.

Jeg glæder mig over hende og mange andre fine kolleger. 

I går var jeg hædersgæst, da vores læge Isac holdt etårs fødselsdagsfest for sin yngste datter. Herligt. 

De fleste dage fylder glæden mest. Jeg er taknemmelig for at kunne være her midt i det alt sammen.