Hverdagsglimt fra Siem Reap
Den første tid
To måneder er nu allerede fløjet af sted, hjemme i Danmark er efteråret trådt i kraft, og her er jeg ved at vænne mig til varmen. Der er sket meget, siden jeg stod med min 25 kg kuffert i Københavns lufthavn og sagde et hårdt på gensyn til min familie.
Vi startede med to ugers karantæne på et hotel i Phnom Penh. Jeg havde følelsen af at være i fængsel efterfuldt af en stor lettelse af frihed.
Vi havde en skøn introuge med en masse oplevelser, nye indtryk og det svære sprog khmer.
Dagligdagen på Chocolate Road
Så begyndte hverdagen med børnepasning af Debora og hjælp i onlineundervisning for Lydia og Noomi. Pigerne har lysten til at lære i skolen, og især sproget engelsk, som de ikke har haft bekendtskab med før.
Niveauet er højt her, Lydia (på 7 år) og jeg øver alle tabellerne op til 12. Det er hårdt at øve det så meget, men vi griner meget indimellem, og nu skal vi have is, da vi har lært dem alle.
Jeg er ved at være bedre og bedre til både gadehundene, men også alle frøerne, skorpionerne og firbenene. Jeg vækker ikke naboen længere om aftenen ved mit skrig, når jeg ser en frø, det tror jeg, de er ret så taknemmelige over.
Ingen gider snakke om corona mere, men vi har brug for forbøn!
Vi nåede kun 2 uger med vores arbejdsopgaver, før der kom lockdown her i Siem Reap med udgangsforbud. Jeg tog ud i et supermarked for at fylde køleskabet og fryseren op, da det ikke var muligt at handle ind, men kun nødpakker til dem, der var hårdest ramt.
Lockdownen var træls at være i, men tanken om, hvordan nogle af de lokale overlevede, det var barsk. At tænke på dem, som bor i et blikskur uden adgang til strøm, hvordan de kan holde mad til flere dage …
En del ting er stadig lukket fx kirker. Jeg savner at tage af sted til kirke om søndagen og høre en prædiken og synge lovsange. Men vi har et godt alternativ. Hver søndag går Christina og jeg over til missionærfamilierne, hvor vi hører online gudstjeneste sammen.
Ud over det er vi er begyndt at samles med to tyske volontører, en hollandsk volontør og en tysk missionær hver onsdag aften. Vi spiser aftensmad sammen og hygger os, vi lovsynger og beder sammen. Det er en stærk oplevelse at sidde 6 mennesker sammen fra 3 forskellige lande i et helt fjerde land og alligevel have så meget til fælles.
