Nærbillede af venezuelanske flygtninge i Peru
De stod på hjørnet og så trætte, beskidte og lidt fortabte ud. Jeg var kørt forbi dem, men hoppede af cyklen og vendte om for at høre, om der var noget, jeg kunne hjælpe med. Det var en lille familie med far og mor, et lille barn i en slidt klapvogn og en pige på ca. 3 år, der trippede rundt på fortovet ved siden af de unge forældre.
Illustrationsfoto fra escaracas.com
De var en af de mange venezuelanske familier, vi ser i gadebilledet i Arequipa, der er kommet til landet som flygtninge. Unge familier med små børn og med deres få ejendele i en rygsæk eller i en klapvogn. Det er hjerteskærende at se på. Andre er helt unge fyre eller piger, som enten tigger på gaden, vasker bilruder i lyskrydsene eller forsøger at sælge bolcher på fortove og i busser.
Undersøgelser fra sidste år viser, at der er mere end 1.2 millioner venezuelanske flygtninge eller migranter i Peru. De er kommet hertil gennem de senere år, særligt siden 2017, pga. krisen i deres hjemland, forårsaget af præsident Maduros tvivlsomme ledelse, arbejdsløshed og hyperinflation, der har ført til mangel på alt. Dette har betydet, at millioner af venezuelanere har forladt deres hjemland for at søge efter et bedre liv andre steder.
Nabolandet Colombia har modtaget flest flygtninge, mens Peru er det land, der har fået næstflest venezuelanere over grænsen. Lima er den by verden uden for Venezuela, hvor der bor flest venezuelanere. I begyndelsen kunne mange ernære sig som daglejere og ved uformelle jobs. Men Coronakrisen har betydet, at mange er faldet ned i dyb fattigdom. Førnævnte undersøgelse fra Verdensbanken viser, at det nu er 92% af venezuelanerne i Peru, der lever i fattigdom.
Den lille familie på hjørnet fortalte, at de havde forladt Venezuela for godt en måned siden. De havde gjort som de fleste andre flygtninge: Gået til fods en del af vejen og rejst på ladet af åbne lastbiler. De var på vej til Chile for søge et tåleligt liv og en fremtid for børnene.
Da de ikke kan komme over grænsen mellem Peru og Chile, måtte de rejse via Bolivia. Derfor var de nødt til at finde en bus fra Arequipa til grænsen til Bolivia, da de ikke ville have en chance for at overleve på ladet af en lastbil oppe i Andesbjergenes bidende kulde i over 3.000 meter.
Men de var netop kommet til Arequipa og kendte ikke byen. Så jeg kunne i det mindste hjælpe dem med at forklare vejen til busstationen og med et bidrag til billetterne. De spurgte efter varmt tøj til børnene til rejsen, men jeg måtte desværre forklare, at jeg var et godt stykke hjemmefra, og at vi ikke har småbørnstøj. Jeg viste dem vej til det nærliggende marked, men jeg tvivler på, at de havde mulighed for at købe hverken tæpper eller tøj.
- Mor, mor, jeg skal tisse, hvinede den lille pige, der så overraskende frisk og glad ud, familiens forhold og den lange rejse taget i betragtning. Jeg tog afsked med dem og ønskede dem god rejse og Guds velsignelse. Det får de brug for!
- Roar
Læs flere nyheder og blogindlæg fra Peru på www.peruprojekt.dk.