Køerne i skudlinjen

"Er forsamlingen uensartet, så er sangen og glæden dog den samme. Her i kirken kan de alle sammen synge af fuld hals. Her tør de synge julesalmerne. Hjemme må de ofte nøjes med at læse dem eller gå og smånynne. Jeg tror ikke, at julesangen nogen andre steder toner kraftigere og mere bevæget, end den gør i kirkerne i Israel juleaften."

Det er den 55-årige sygeplejerske Lydia Jeppesen, der fortæller om julegudstjenesten i Jaffa i Israel i 1966. Det er ikke så let at fejre julen her i julens land. De jødekristne er spredt rundt i landet, og de må praktisere deres tro med nedrullede gardiner.

Men i kirken er der fest, og "mage til menighed finder man næppe mange steder. Her er folk fra mindst 20 forskellige nationer," skriver hun i Luthersk Missionsforenings blad Missionsvennen.

Travl og god jul

Da Lydia Jeppesen kommer tilbage til sin lejlighed i Tel Aviv, har hun travlt. Juleaften og juledag har hun ikke mindre end 65 gæster, som får smørrebrød, kager og kaffe.

"Det vil forstås, at jeg havde en travl jul, men en meget glad jul. Det er første gang, de har holdt jul hos mig, og de har fortalt det videre, så der allerede er flere, der har spurgt, om de må komme næste år. Jovist, julen er en fest, som har mulighed for at slå rødder i det jødiske folk," skriver hun til missionsvennerne i Danmark.

25 af gæsterne er kolleger fra Neve On hospitalet, hvor Lydia Jeppesen siden 1962 har arbejdet. Hospitalet har plads til 100 patienter, som både har "sindssyge og tuberkulose". Størstedelen har pådraget sig deres sygdomme i de tyske koncentrationslejre og bærer på frygtelige lidelseshistorier.

Mission via kærlighed

Alle på hospitalet er jøder undtagen danske Lydia, og det er her, hun søger at virke som missionær, selv om hun er ansat af den israelske stat. Hun afviser tanken om, at der ikke skal drives mission blandt jøder. Og det gør hun så ved at "færdes stille iblandt dem". Hun beder, vejleder og hjælper med bibler.

Hvordan kan man missionere, spørger hun og svarer selv:

"Det kan man først og fremmest ved at vise dem kærlighed, og det er de meget taknemmelige for, og derefter samtale på tomandshånd."

På aften- og nattevagterne drøfter hun ofte religion med sine kolleger.

Fra No til Jerusalem

Lydia Jeppesens historie er usædvanlig. Hun blev født i No uden for Ringkøbing i 1911. I 1932 er hun elev på Luthersk Missionsforenings Højskole (LMH), og i 1935 begynder hun på sygeplejeuddannelsen i Esbønderup.

Hun har fra sin ungdom haft et kald til at blive ydremissionær, men føler sig ikke værdig til det. På et kursus for kommende missionærer på Diakonissestiftelsens menighedsskole "Marthabo" på Frederiksberg finder hun imidlertid afklaring.

I juni 1946 optages hun i Brødremenigheden (BDM), som LM dengang havde et tæt samarbejde med i international mission.

Hun ankommer til et spedalskhedshospital i Jerusalem den 13. juli 1946. Det er en overraskelse for de fleste, at søster Lydia, som hun nu kalder sig, skal arbejde i Palæstina i stedet for i Afrika. Men der var akut mangel på arbejdskraft i Jerusalem, hvor søstrene var nedslidte efter Anden Verdenskrig.

Brat opvågning

Arbejdet i Jerusalem er en brat opvågning for den unge sygeplejerske. Hun plages af klimaet, taler ikke arabisk og kender ikke kulturen. Behandlingen af de spedalske er vanskelig og tidkrævende. Den består alene i sårvask og lindrende pleje. Sygdommens udvikling er frygtelig. Hud og ansigt angribes af knuder, der opstår sår på kroppen, og patienterne kan miste både lemmer og syn. Nogle får vejrtrækningsproblemer og dør ved kvælning.

I 1947 får de imidlertid adgang til medikamentet Diasone, der fører til, at en del patienter får det bedre.

Søstrene på spedalskhedshjemmet er kristne. De beder meget, holder andagt og gudstjenester og fejrer også kristne højtider. Det er især muslimske kvinder, som deltager i de frivillige arrangementer, mens mændene ikke bryder sig om det. Med tiden får søstrene kontakt til den skotske og den anglikanske kirke i byen.

Regner med Guds hjælp

Uden for hospitalets mure er Palæstina i opbrud. Terror og uro præger hverdagen i Jerusalem. Omkring oprettelsen af den israelske stat i maj 1948 er der krigshandlinger omkring hjemmet, der er udstyret med Røde Kors flag. Alligevel er taget mærket af kugler og granatsplinter. Der er jævnligt granatnedslag på grunden, og en dag eksploderer en granat på første sal, netop som fem søstre forlader stedet. De slipper alle uskadt.

I et brev beskriver Lydia Jeppesen situationen, når de fire køer skal malkes:

"Når alt er roligt, er det ikke så slemt. Men når kuglerne ryger om ørene på en, er det jo ikke så morsomt. Jeg stiller gerne køerne, så de står i skudlinjen "

Andre missionærer forlader Jerusalem, og søstrene på spedalskhedshjemmet stilles frit til at følge dem. Men deres holdning er klar:

"Vi regner med, at Gud sender sine englehære til beskyttelse. Vi kan da ikke tage fra vores patienter!"

Associeret missionær

I 1951 afstår Brødremenigheden med vemod spedalskhedshjemmet til den israelske stat. Det er få, der er blevet døbt i Jerusalem. Blikket vendes nu mod Sikon­ge i Tanzania, hvor der i de kommende år opbygges et spedalskhedshjem. Søster Martha Pedersen rejser fra Jerusalem til Sikonge, mens søster Lydia bliver i Israel helt frem til 1981.

35 år i Mellemøsten blev det til, og selv om hun i de sidste 30 år ikke var på hverken BDM’s eller LM’s lønningsliste, bevarede hun i alle årene kontakten til LM i Danmark.

Udtrykket "associeret missionær" blev første gang brugt i LM i 1982. Da havde Lydia Jeppesen allerede været det i 30 år.

Lydia Jeppesen

• Født 17. oktober 1911 i No

• 1932 Elev på Luthersk Missions Højskole i Hillerød.

• 1935 Begynder på sygeplejeuddannelsen i Esbønderup.

• 1946 udsendt til Brødremenighedens spedalskhedshjem i Jerusalem.

• 1951 Offentligt ansat sygeplejerske på spedalskhedshjemmet, som bliver overtaget af staten.

• 1955: Ansat på Government Hospital i Nazaret.

• 1962: Ansat på Neve On hospitalet i Tel Aviv.

• 1972: Pensionist i Tel Aviv.

• 1981: Pensionist i Ølgod

• Død 26. oktober 2005

Læs også Carsten Lorentsens længere afhandling om Lydia Jeppesen (pdf)