Børnene flokkes allerede om LM’s Jesus-bil
”Vores største udfordring er, hvordan vi kan møde flere børn end de 200, som vi har kapacitet til,” fortæller LM-missionær.
Knap 1.000!
Så mange børn i Tanzania har allerede haft et møde med LM’s evangeliserende aktivitetsbil, Cheza Cruiser, siden den var på sin første tur i efteråret.
Den ombyggede landcruiser er LM’s nye satsning i Iringa stift og kører rundt i området og præsentere evangeliet for de lokale børn.
Gennem leg, kristne sange og budskabet om, at Jesus elsker alle børn og ønsker, at de skal komme til ham.
Landcruiseren kører den ud til kirker og skoler i området med lege, aktiviteter, sang og bibelfortælling.
Efterspørgslen kræver koordinering
”Vi får i den grad lov at se frugten af arbejdet," fortæller Charlotte Bech, som er missionær i Tanzania.
"Vores største udfordring er at få fyldt bilen med nok aktiviteter og at koordinere arbejdet på en sådan måde, at vi ikke møder mere end de 200 børn ad gangen, som vi har kapacitet til.”
Det er hendes mand, Enok Breum Mogensen og volontør Emilie Ambrosen, som har sat projektet i gang, og i det nye år overtager LM-missionær Margunn Salmelid rollen som tovholder.
Lokal forankring er afgørende
Indsatsen med Cheza Cruiser foregår i tæt samarbejde med den lokale kirke, som har taget imod det nye projekt med stort engagement.
Der er allerede kommet henvendelser fra personer, som ønsker at være frivillige på Cheza Cruiser.
”Det er helt essentielt med en lokal forankring fra starten, så arbejdet får en meningsfuld retning og bliver langtidsbæredygtigt,” understreger Charlotte Bech.
Projektet er finansieret gennem indsamlinger på Løgumkloster Efterskole og Nordsjællands Efterskole.
