To brødre snakker sig gennem Bibelen
LMU-konsulent og hans bror vil gennemgå hele Bibelen i en ny podcast-serie. De håber, det kan være med til at skabe bibelbegejstring
For halvandet år siden fik Emil Brande fra Aarhus den ide, at han ville lave en gennemgang af Bibelen som en podcast-serie.
Resultatet er blevet Brødrene Brandes Bibel, som Emil, der siden 1. august har været ungdomskonsulent i Luthersk Missions Unge, laver sammen med sin bror.
Vi snakker os gennem Bibelen
Bibelgennemgangen har format af en samtale mellem de to brødre.
”Min bror er journalist, og jeg er teolog, og vi bruger vores roller, mens vi snakker os gennem Bibelen,” forklarer Emil.
”Han stiller spørgsmål og driver samtalen fremad. Jeg giver lidt tyngde.”
De to brødres hovedformål med podcastserien er at skabe bibelbegejstring.
Indtil videre er der programsat 12 afsnit
Brdr. Brandes bibel er ikke en ord til ord-gennemgang af bibelteksten, men hver episode giver en overordnet, tematisk gennemgang af et længere afsnit.
”Vi præsenterer en bog i Bibelen, og taler sammen i 30-50 minutter om, hvad vi har fået ud af at læse den,” siger Emil.
De håber at komme igennem hele Bibelen, men indtil videre er der programsat 12 afsnit.
”Vi begynder med de 12 små profeter. Det har vi valgt, fordi det er en afgrænset gruppe,” siger Emil.
”Så må vi se, hvad vi fortsætter med. Måske tager vi Bibelen forfra eller vælger en anden gruppe. Men vi kommer nok til at dele de større bøger lidt op.”
Vil skabe efterspørgsel ved at lave serien
Emil forklarer, at de løbende vil evaluere på podcastserien.
Hvordan er kvaliteten? Kan vi bære det her projekt? Er der i det hele taget nogen, der lytter til det?
”Hvis ingen hører det, er det nok noget andet, vi skal gøre,” siger han med et smil.
De har ikke hørt nogen udtrykke, at de mangler den type podcast, men når Emil har fortalt om projektet til nogen, fået responsen været, at det vil de gerne høre.
”Hvem ved, det kan jo være, at vi skaber en efterspørgsel ved at lave den?”, siger ungdomskonsulenten.