Et ekko af tilgivelse
Tilgivelse er et centralt ord i kristen sammenhæng, men det kan være svært at tage imod tilgivelsen – uanset om den er fra Gud eller fra andre mennesker. Og det er ikke mindre svært at række en tilgivende hånd til dem, der har gjort noget ondt mod os selv.
Bibelen fortæller, at vi alle har brug for Guds tilgivelse, og vi har brug for hinandens tilgivelse.
Derfor har magasinet Budskabet valgt temaet ”Tilgivelse” i sit nyeste nummer, der er lige på trapperne.
”Et vigtigt element i tilgivelsen er, at vi får øje på den store tilgivelse, vi selv har fået. Vi må fordybe os i den — og lade os bestemme af den … I tilgivelsens rige får vi lov at blive et ekko af den større tilgivelse, vi selv har mødt, når vi tilgiver andre,” skriver LMH-lærer og psykolog Louise Sølvsten Nissen i en af artiklerne.
Lyt til Budskabets artikler
Som noget forholdsvis nyt bliver nogle af Budskabets artikler indtalt på en lydfil. Foreløbig – siden nummer 3 2021 – handler det om én artikel fra hvert nummer, men hvis der er efterspørgsel efter det, vil der måske med tiden blive oplæst flere artikler.
Man kan høre artiklerne oplæst ved at finde ”Budskabet” der, hvor man plejer at lytte til podcast, fx Spotify. Eller man kan finde dem via budskabet.dk eller norea.dk.
Denne gang drejer det sig om Ulla Muldbjerg Christensens inspirerende artikel ”Opsyn og udsyn”.
Den kan også læses som gratisartikel her.
----------
Dette nummer af Budskabet indeholder også artikler om lovsang i tiden, Bjergprædikenen, luthersk nadverforståelse og endnu en artikel i serien af Manuel Vigilius’ udfoldelse af udvalgte dele af Johannes’ Åbenbaring.
Hele Budskabet 2/2022 kan læses online her af abonnenter. Har du ikke abonnement, kan du via samme link se, hvordan du får det.