Et logo kan vidne om tro for børn i Mongoliet

Barn leger ved Grandhagen Activity Park i Mongoliet
"Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. (Joh. 17,3)" står der med mongolske bogstaver på skiltet ved Grandhagen Activity Park i Mongoliet. Foto: Kjersti Ofte Leland.

Selvom det er forbudt i Mongoliet at forkynde for børn under 18 år, lægger mange af børnene, der leger i Misjonssambandets aktivitetscenter i Khovd, mærke til korset, der er på skiltet.

22/08/2024 / Karin Borup Ravnborg; kbr@dlm.dk

Norwegian Lutheran Mission - NLM, står der med store bogstaver på et skilt ved aktivitetscenteret Grandhagen Activity Park i byen Khovd i det vestlige Mongoliet.

Her har Misjonssambandet flere udsendte, heriblandt danske Maiken Hadberg, som står for aktiviteter for byens børn og unge - blandt andet en skøjtebane, som kan rumme op mod 500 besøgende dagligt.

På skiltet er også NLM's logo - en stregtegning af en globus med et kors øverst.

Strenge regler mod religionsrelaterede aktiviteter

Det har fået en af NLM's udsendte, Kjersti Ofte Leland, til at fundere lidt over, hvilken betydning det har for de børn, der kommer og leger på legepladsen.

I Mongoliet er det nemlig ulovligt at forkynde for børn under 18 år. Der er strenge regler for, hvad en udenlandsk organisation som Misjonssambandet kan lave af aktiviteter, som har med religion at gøre.

"Nytter det noget? Er der overhovedet nogen, der lægger mærke til korset over 'krusedulle-globusen' i vores logo?" har hun indimellem spurgt sig selv.

Lille pige tegnede logo med kors på papirlap

Men for et stykke tid siden fik den norske udsending en positiv overraskelse, da en lille pige, som legede på legepladsen, kom og forærede hende en lap papir.

På lappen havde hun tegnet NLM's logo, som hun havde set på skiltet.

"Først lagde jeg ikke mærke til så meget, for det var tegnet med gul farve på hvidt papir. Men da jeg kom hjem, så jeg nøje efter og blev glad. For korset var tydeligt til stede."

NLM logo

Foto: Kjersti Ofte Leland - fra nlm.no.

Forbinder korset med gode legeoplevelser i parken

"Det var en opmuntring, at børn lægger mærke til korset i logoet, og så tænker jeg, de forbinder det med gode oplevelser i parken, leg i trygge omgivelser, varme og smilende voksne, som for øvrigt også ofte går med kors om halsen," siger Kjersti Ofte Leland.

Desuden står der ofte et bibelvers under NLM's logo: "Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus." (Joh. 17,3).

"Forhåbentlig læser mange også verset og bliver nysgerrige og vil finde ud af mere. Så har de allerede mødt 'korset i krusedullen', som kan være første skridt til at tage imod budskabet," siger hun.

--

Danske Maiken Hadberg er udsendt af Misjonssambandet, men er tilknyttet Luthersk Mission som missionær.

> Læs mere om hendes arbejde i Mongoliet her.

 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.