Hækklipning gav gode muligheder for at invitere

Foto: Hækklipning
"Den dame, vi klippede hæk for, var selv med til at rydde op. Det gav mulighed for at tale sammen og invitere hende med til møde," fortæller Martijn Damsteegt (Foto: Martijn Damsteegt).

LM’s frimenighed i Byldeup-Bov holdt arbejdsdag fredag den 18. august. Ud over at shine missionshuset op tilbød de også hjælp til byens borgere

22/08/2023 / Kaja Lauterbach kl@dlm.dk

I fredags blev der malet, gjort rent og ordnet i missionshuset i Bylderup-Bov. Både udvendigt og indvendigt. 

Martijn Damsteegt, der er formand for menighedsrådet i Bylderup-Bov frimenighed, fortæller, at 15 LM’ere knoklede løs på den årlige arbejdsdag.

Det er virkelig godt for vores fællesskab,” siger han.

Arbejdsdagen begyndte som et coronafællesskab

Arbejdsdagen i Bylderup-Bov har sit udspring i coronatiden. 

”En planlagt menighedslejr midt i september kunne ikke gennemføres. I stedet lavede vi en arbejdsdag i menigheden, så vi alligevel kunne være sammen,” fortæller Martijn.

Det blev de så glade for, at de har holdt en arbejdsdag hvert år siden. I år var fjerde gang.

”Tilslutningen er dog blevet mindre og mindre hvert år. I år var vi cirka 15.”

På grund af den lavere tilslutning har de flyttet arbejdsdagen fra lørdag til fredag eftermiddag, så det ikke tager en hel weekend. Dagen slutter med, at de spiser sammen.

Tilbud om hjælp er en god måde at få kontakt på

En del af arbejdsdagen i LM Bylderup-Bov er også et tilbud om hjælp i byen. 

”Vi må erkende, at der ikke er stor efterspørgsel efter hjælp i byen. Men vi kommer hvert år hos den samme ældre dame for at klippe hæk,” siger menighedsrådsformanden. 

”Der var to mand ovre for at klippe hækken, og hun hjalp selv med at rydde op. Det gav gode muligheder for at snakke sammen imens. Vi inviterede hende med til møde og gav hende et program. Så må vi se, om hun kommer.”

Den sønderjyske menighedsrådsformand mener, at tilbuddet om hjælp er en god måde for LM’erne at få kontakt med byens borgerne på. 

”Folk kan se, at vi ikke er ’farlige’. De lægger også mærke til, at vi går i kirke næsten hver søndag – almindelige danskere kommer jo sjældent i kirke, så det er også et vidnesbyrd om, at det med kirken betyder noget for os,” siger han.

BB1

BB3
 

BB2
På arbejdsdagen i LM Bylderup-Bov blev der gjort rent og malet både ude og inde.

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.