Kollegiepiger samles om Guds kærlighed

Foto: Bibst.SR
Volontør Daniella Baggersgaard (nr. 3 th) har startet en bibelstudiegruppe på kollegiet i Siem Reap. De mødes hver fredag sammen med kollegieleder Theara Sim (4 th.) (Privatfoto).

Volontør Daniella Baggersgaard har startet en bibelstudiegruppe på kollegiet i Siem Reap. Hendes store ønske er at hjælpe pigerne til at se den uendelige værdi, de har i Jesus

19/04/2024 / Kaja Lauterbach kl@dlm.dk

”Jeg ønsker virkelig at hjælpe pigerne til at se deres uendelige værdi og identitet i Jesus Kristus.”

Det siger volontør Daniella Baggersgaard som baggrund for, at hun i januar startede en bibelstudiegruppe på kollegiet i Siem Reap.

Hun oplever, at mange unge cambodjanske piger ønsker at være lyse i huden ligesom udlændinge. Men fordi hendes mor er født og opvokset i Tanzania, har hun selv samme mørke hudfarve som dem, og derfor har det en særlig vægt, når hun fortæller dem, at de er, sådan som Gud har skabt dem til være.

”Det kan jeg sige, fordi Gud fortæller mig, at jeg er fantastisk skabt, og den tryghed i Jesus vil jeg gerne give videre,” siger hun.

Det er noget særligt at bruge tid på at dele liv

Seks piger fra 14-18 år deltager i bibelstudiegruppen, der samles hver fredag.

Samlingerne begynder altid med, at de taler om, hvordan de har det, og hvilke ting der fylder i deres liv.

”Det betyder meget for dem at have et sted, hvor de kan dele liv. De bruger så meget tid på skole, lektier og arbejde, at det er noget særligt at sætte sig ned og virkelig se hinanden,” siger Daniella.

Derefter læser de dagens bibeltekst og taler om den. Da skolesystemet i Cambodja bygger mere på udenadslære end på selvstændig tænkning, oplever hun, at det imidlertid godt kan være udfordrende at få en dialog med pigerne.

”Men de bliver mere og mere frimodige, så det er en sejr i sig selv,” siger hun.

Kollegieleder svarer på spørgsmål mellem samlingerne

Kollegieleder Theara Sim deltager også i bibelstudiegruppen. 

Hun er oversætter ved selve samlingerne, men hun følger også op på de mange spørgsmål, som pigerne har i løbet af ugen.

”Hun er virkelig god til at formidle ordet til pigerne, og hun og jeg er enige om, at evangeliet om Jesus er det vigtigste, vi kan give til de her piger,” siger Daniella.

Har skåret sin buddhistiske amulet af

Det er ikke unormalt, at pigerne, der bor på kollegiet, kommer til tro på Jesus, men denne gruppes interesse og tro vokser meget hurtigere end hos de fleste beboere, fortæller Theara. 

To af pigerne overvejer allerede nu seriøst at blive døbt, og en tredje har klippet sin buddhistiske amulet af. 

Det begrunder hun med, at hun ikke har brug for den mere, da hun har Jesus nu.
 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.