Konference om sunde og trygge fællesskaber

Foto Paneldebat
Marianne Karlsmose fra Agape var ordstyrer, da alle oplægsholdere på konferencen deltog i en paneldebat om at skabe sunde kirkelige fællesskaber. (Foto: Miriam A. Myhre)

Arrangørerne bag konferencen har et grundlæggende ønske om at fremme sunde kirkelige fællesskaber og at forebygge negativ social kontrol

27/02/2026 / Ivan Bach Jakobsen ibj@dlm.dk

Fredag den 20. februar blev der afholdt en konference på Menighedsfakultetet i Aarhus med temaet “Fra kontrol til frihed”.

Formålet med konferencen var at oplyse og vejlede om, hvordan negativ social kontrol kan opstå i fællesskaber – og hvordan man kan forebygge den. 

Konferencen oplevede stor opbakning fra en bred vifte af kirkelige organisationer og aktører i Danmark.

Deltagerne fik en række relevante oplæg, som belyste det vigtige emne fra flere forskellige vinkler og bidrog med både refleksion og konkrete perspektiver. 

LM vil skabe trygge rammer for det kristne budskab

Sekretariatsleder Miriam A. Myhre fra Luthersk Mission deltog i konferencen og glæder sig over det øgede fokus på problemstillingen. 

”I Luthersk Mission har vi arbejdet med emnet ved at gennemgå dokumentet 'Etos for god adfærd i kirker og kristne hjem'”, fortæller hun. 

Dette dokument er udarbejdet af de kristne organisationer, der stod bag konferencen ”Når kirken svigter”, som blev afholdt i 2021. 

Et grundlæggende ønske blandt arrangørerne er at fremme sunde kirkelige fællesskaber, der kan danne en tryg og god ramme om det kristne budskab.

Foreningen Agape har været med til at sætte vigtigt fokus på emnet og var også medarrangør af konferencen. 

LM udarbejder materiale til fortsat fokus på sagen

Miriam A. Myhre fortæller desuden, at sagen har været drøftet på Luthersk Missions Landsgeneralforsamling i efteråret 2025, hvor repræsentanter fra hele baglandet blev inddraget i drøftelserne om etos-dokumentet. 

”Vi planlægger at følge op på emnet med temanumre i vores blade Budskabet og Tro & Mission efter sommerferien 2026,” siger hun. 

”Derudover arbejder vi i Luthersk Mission på at udarbejde materiale, som kan bruges i lokale menigheder og kredse for at sikre fortsat fokus på denne vigtige sag."

Med konferencen og det videre arbejde understreges ønsket om at styrke trygge og ansvarlige fællesskaber i kirkeligt regi – fællesskaber præget af frihed frem for kontrol.

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.