LM og IM går sammen om online ægteskabskursus

LM og IM holder online parkurser
Gør noget godt for jeres ægteskab. Vær med – og brug god tid på hinanden. Det er nu, tiden er til rådighed, lyder opfordringen fra familiekonsulenten. Illustrationsfoto.

”Det er en god idé at bruge denne tid, hvor mange aftenmøder er aflyst, til at give sit parforhold et løft,” mener familiekonsulent i Luthersk Mission, Kristian Andersen

25/01/2021 / Karin Borup Ravnborg; kbr@dlm.dk

LM’s familiekonsulent, Kristian Andersen, er gået sammen med Indre Missions Familiearbejde om at tilbyde syv online aftenkurser i løbet af februar og marts måned.

Kurset, som bygger på kristne værdier og principper, er udviklet af organisationen AlphaDanmark og retter sig til par i alle aldre.

Sidste frist for tilmelding er 1. februar, og kurset starter første gang onsdag den 3. februar kl. 20.

Aftnerne vil bestå af velkomst og introduktion ved Kristian Andersen og IM's landsleder for Familiearbejdet Gitte Rasmussen, efterfulgt af videooplæg og individuelle parsamtaler med hinanden hjemme i stuerne.

En gylden anledning til at gøre noget godt for ægteskabet

”Vi er gået sammen om at holde disse kurser online, fordi det er svært at mødes i denne tid,” forklarer Kristian Andersen.

Han ser det som en ”gylden anledning” til at bruge nogle af de mange aftener, hvor mange aktiviteter er aflyst, til at gøre noget godt for ægteskabet.

”Der er ingen tvivl om, at der er nogle fantastiske goder ved, at vi her under corona-krisen pludselig har fået mere tid sammen i familien,” understreger han.

Konfliktniveauet i parforholdet stiger i corona-tiden

Samtidig viser undersøgelser, at konfliktniveauet i parforholdet er stigende, fordi mange gennem længere tid har arbejdet eller studeret hjemme og er ved at blive trætte og udmattede.

Derfor er emner som kommunikation og konfliktløsning også noget af det første, man drøfter på kurset.

”Der er et stort behov for at tale sammen om, hvordan vi kommunikerer og løser konflikter i en tid, hvor hverdagen i så høj grad er koncentreret om hjemmet,” siger Kristian Andersen.

Nyt og opdateret materiale udgivet i 2020

Sidste år udkom et helt nyt og opdateret materiale til ægteskabskurset. Det er dette materiale, som IM og LM nu bruger til onlinekurserne.

Undervisningen på kurset er gratis, men alle deltagere skal købe kursushæftet, som er på ca. 150 sider. 

Ved tilmelding oplyses navne og emailadresse, hvor online-linket skal til. Her oplyses også, om man selv bestiller materialet, eller om man vil have det tilsendt som en PDF-fil.

Læs mere om kurset på dlm.dk/aegteskabskursus.

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.