Missionærindvielser blev internationale events
Kommende kolleger og samarbejdspartnere så med via internettet, da to missionærindvielser blev streamet den 10. januar.
Den anden søndag i januar blev Charlotte Bech udsendt til Tanzania fra LM’s frimenighed Kirken ved Søerne i Silkeborg.
Samtidig blev Hakon Christensen udsendt som pendlermissionær til Cambodja fra Hillerød frimenighed.
Ved begge de to udsendelsesfester var gæster dog forment adgang, og de eneste deltagere var derfor de medvirkende ved selve indsættelsen.
Kollegerne fulgte med fra Tanzania
Men ude bag skærmene blev der fulgt med.
Charlotte Bechs kommende kollega Flemming Hansen lagde efter hendes indvielse et billede på sin Facebook-profil af, hvordan han og ti andre fulgte med fra Iringa i Tanzania.
I kommentarfeltet stod det klart, at også kommende kolleger andre steder i Tanzania fulgte med bag skærmene.
Sendte hilsen til samarbejdspartnere
Også Hakon Christensens indvielse blev international.
Den kommende pendlermissionær skal undervise præster i området omkring turistbyen Siem Reap ud fra menigheden Church of Siem Reap.
Han sendte en hilsen på engelsk til sine kommende samarbejdspartnere, som han snart skal ned og møde første gang.