Ny forstander vægter fagligheden højt
30-årige Sara Askholm tog midt i december hul på sin nye tilværelse som forstander på Stubbekøbing Efterskole på Falster.
Da Stubbekøbing Efterskole annoncerede, at man ledte efter skolens næste forstander, var det ikke et stillingsopslag, som Sara Askholm fra Aarhus forholdt sig til.
”Jeg gik ikke og tænkte, at det var det, jeg skulle,” fortæller hun.
Så da formanden for skolens bestyrelse tog kontakt til hende og fortalte, at hendes navn var kommet op i processen med at finde den rette kandidat, blev hun meget overrasket, men også smigret.
Går ind til det med åbne øjne
”Efterfølgende kunne jeg ikke kan lade tanken ligge. For jeg oplevede, at det resonerede med mig som menneske, men også med min profil," fortæller hun.
"Og jeg har førhen tænkt, at arbejdet som forstander kunne være spændende.”
Derfor begyndte hun at overveje muligheden
”Jeg havde dog brug for hjælp til at gøre de nødvendige overvejelser, så jeg kontaktede flere fra mit netværk."
Det har været vigtigt for mig at kunne gå ind i det med åbne øjne, for det er både de store og de små lavpraktiske spørgsmål, som er på spil – særligt når ens familie skal flytte med.”
Erfaring med specialområdet
Sara henter sin erfaring og sine kompetencer forskellige steder fra.
Hun er uddannet lærer og har undervist på både folkeskole, friskole og efterskole, heriblandt Djurslands Efterskole, hvor hun var inklusions- og trivselslærer.
Specialområdet har hun erfaring med fra de specialklasser, hun var tilknyttet i efteråret, inden hun fik stillingen på Stubbekøbing Efterskole.
Ud over læreruddannelsen har Sara også en kandidatgrad i IT-didaktisk design, som handler om teknologiforståelse og samspillet mellem mennesker og teknologi i en undervisningsmæssig sammenhæng.
Ledererfaringen, som forstanderhvervet også kræver, har Sara som medlem af KRIFA’s hovedbestyrelse. Det har hun været siden 2018.
Eleverne skal møde Jesu blik
Det betyder meget for Sara at kunne arbejde og lede ud fra det kristne livs- og menneskesyn.
”Det er mit ønske, at vi møder eleverne med det blik, som Jesus sender os i mødet med ham,” forklarer hun.
På en skole, hvor flere elever har en hård opvækst og skolegang i bagagen, ønsker Sara derfor at give dem en oplevelse af at være ”ønskede, villet og elskede”.
For den nye forstander kommer det kristne således ikke kun til udtryk i de ord, som eleverne hører om Jesus i løbet af skoleåret.
”Skolen skal være præget af professionalisme, det faglige skal stå centralt, og det specialpædagogiske og didaktiske arbejde være tidssvarende," understreger Sara.
"Vores faglighed er nemlig det bedste redskab til at give eleverne de bedste forudsætninger på længere sigt. Ved at tage deres menneskelige og faglige dannelse seriøst, får vi netop også vist dem, at de er det værd,” fortæller hun.