Ny hjemmeside fortæller om Jesus på mange sprog

Foto Mobil
Norea har gjort nydansker.net mobilvenlig, da mange nydanskere tilgår nettet via mobilen, fortæller Ole Sørensen. (Foto Dreamstime)

Alle skal have mulighed for at møde evangeliet på deres modersmål eller et sprog, de forstår godt, mener Norea Mediemission, der står bag hjemmesiden nydansker.net

23/05/2022 / Kaja Lauterbach kl@dlm.dk

Nydanskere skal have en lettilgængelig mulighed for at høre evangeliet om Jesus på deres modersmål.

Derfor har Norea Mediemission lavet hjemmesiden nydansker.net, der er målrettet mennesker, som er nye i Danmark, og for hvem dansk ikke er helt enkelt.

Siden har eksisteret nogen tid som en integreret del af lysetoglivet.dk, fortæller Ole Sørensen, der er daglig leder af Norea.

”Ud over at give den et tidssvarende layout og lægge den ud som en selvstændig hjemmeside ville vi gerne gøre den mobilvenlig. Mange nydanskere tilgår nettet på mobilen,” siger han. 

Vil producere mere indhold, der er målrettet nydanskere

På nydansker.net ligger der kristent indhold på 12 forskellige sprog – for eksempel fra Asien og Mellemøsten.

Indtil nu er indholdet primært serier og programmer, der er oversat til mange sprog: Jesusfilm, Bibelen på mange sprog, radioprogrammer og tv, fortæller Ole Sørensen.

”Men vi arbejder på at også at producere og samle mere indhold, der er målrettet nydanskere,” siger han. 

”Det betyder, at det er produceret med udgangspunkt i, at de bor som flygtning eller indvandrer i Danmark, men at det stadig er en meget fremmed kultur for dem.”

Arbejdet sker i samarbejde med Trans World Radio og Noreas partnere i Norden og Holland.

Video og lyd kan være en god hjælp til at møde Jesus

Ole Sørensen forklarer, at mediemissionen er sat i verden for at hjælpe Guds menighed med at opfylde Guds kald til at nå alle mennesker i hele verden med evangeliet. 

”I Mediemission har vi særligt fokus på dem, som det kan være lidt eller meget vanskelige at nå ind til,” siger han. 

”Nogle af dem er flygtet til vores land på grund af for eksempel krig, og nogle bliver mere åndeligt søgende og åbne, når de er i vanskelige eller problemfyldte situationer.”

Han peger på, at video og indhold på lyd kan være en god hjælp til at møde evangeliet og til at vokse i troen.

”Især når man kan få det på sit modersmål eller et sprog, som man forstår godt.”
 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.