Plads til refleksion over troen på en ny måde

Fra Christiansbjerg LMU
Kristen i håndværkerfaget var emnet, da fire håndværkere fortalte om styrker og udfordringer ved at være kristen i netop deres håndværkerfag (foto: Kenneth Merrild)

Gennem Tænk-med-aftener og dialog om tro i hverdagen håber LM's nyeste LMU-forening at gøre troen nærværende både for unge troende og deres ikke-troende kammerater

18/03/2022 / Nicklas Lautrup-Meiner nlm@dlm.dk

Samtaler og en åbenhed om, hvad unge kristne er udfordret af i 2022.

Det er målet med Tænk-med-aftener, som Christiansbjerg LMU i Aarhus har holdt siden nytår.

”Vi inviterer forskellige talere til emner, der giver en anderledes indgang til kristendommen. Der er plads til dialog og refleksion over troen på en ny måde,” forklarer LMU’ens formand Maria Strøm Risbjerg.

Hun håber at Tænk-med-aftenerne kan være et trygt rum at invitere sin ikke-troende studiekammerater med i.

Spejler sig i håndværkernes udfordringer

Tænk-med-aftenerne består af et oplæg, hvorefter der er samtale i mindre grupper og i plenum.

For nylig var emnet ”kristen i håndværkermiljøet”, og selv om Maria Strøm Risbjerg ikke selv er håndværker, oplevede hun, at der var meget, hun kunne spejle sig i:

”Der blev talt om sprogbrug, præstationskultur og den udfordring, der er for håndværkere, der altid kan tage en opgave mere og tjene flere penge – men hvornår er nok nok?”

Længes efter, at troen er nærværende i hverdagen

Christiansbjerg LMU er en nystartet LMU-forening, der holdt sit første møde i august sidste år.

Maria Strøm Risbjerg fortæller, at de er meget opmærksomme på at undgå indforståethed og på at lægge op til samtale.

”Jeg tror, der er mange unge, der længes efter, at kristenlivet er lidt mindre opdelt, så troen kan fylde i hverdagen. Samtaler undervejs på en aften kan gøre det hele lidt mere nærværende, fordi man løbende får lov at tage det ind over sit eget liv og tale med andre om det.”

Samtaler styrker indadtil og åbner udadtil

Hun tror, at konceptet giver noget indadtil blandt de faste folk i LMU’en, men hun håber samtidig også, at de åbne, upolerede samtaler kan være spændende for de ikke troende relationer, folk i LMU’en har.

”Som fællesskab kan vi opmuntre hinanden og skabe rammer, som er lette at invitere til. Så skal man ikke have snakken med studiekammeraten alene, men kan være fælles om mission,” siger hun og tilføjer, at de er inspireret af LM’s discipelskabsprojekt 24-7’s fokus på fællesskab om mission.

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.