Stille vækst i kirkens ungdomsarbejde i Mongoliet
I flere år har kirken i Khovd haft et ønske om at starte en ungdomsklub - dog uden held. Nu kommer op til 22 unge hver onsdag i kirken, og der er i tillæg startet et kristendomskursus.
Forrige sommer spurgte kirken i Khovd i Mongoliet den LM-tilknyttede missionær Maiken Hadberg, som er udsendt af den norske organisation Misjonssambandet, om hun ville være med til at starte en ungdomsklub.
Det viste sig at være et rigtig svært tidspunkt, da mange af de unge rejser væk fra byen hen over sommeren, og efter det blev det kun til sporadiske besøg.
Men nu bærer arbejdet frugt, fortæller den danske udsending.
"De seneste uger har der været op til 22 unge til ungdomsklub hver uge, og de begynder også at dukke op til søndagsgudstjenesten. Det er fantastisk at være vidne til," siger hun.
Taknemmelig for at møde andre kristne unge
I løbet af sidste sommer inviterede Maiken Hadberg en gang om ugen unge fra de forskellige folkegrupper, som kirken arbejder iblandt.
Særligt én pige kom trofast og var dybt taknemmelig for at møde andre kristne i de fire måneder, kirken holdt sommerferie.
"Hendes gnist holdt modet oppe hos mig, også selv om vi nogle uger bare var hende og mig, og nogle uger også begge var bortrejst," siger Maiken Hadberg.
Kristendomskursus gav motivation til at invitere nye med
"I løbet af dette forår kom der flere og flere unge hver onsdag formiddag. Pludselig var vi nok til to hold, der kunne spille volley."
Kirken så muligheden for at starte et kristendomskursus for de unge, og det motiverede nogle af de unge til at invitere nye venner med, fortæller hun.
Det betyder, at der nu er en gruppe af unge i alderen 11- 22 år, der samles to dage om ugen i kirken, og nogle af dem kommer også til gudstjenesten om søndagen.
Vigtigt med udholdenhed og forbøn i arbejdet
Det spirende ungdomsarbejde i Khovd er for Maiken Hadberg en påmindelse om vigtigheden af udholdenhed og forbøn - og at huske at holde arbejdet enkelt!
"Der er mange dage, hvor jeg bliver overvældet af følelsen af, at 'vi havde nok kunnet gøre mere, hvis vi var i Norge'."
"Men der skal ikke mere til end en enkelt aften sammen med de unge, før Gud minder mig om, hvorfor jeg i sin tid flyttede til Mongoliet. Evangeliet må også nå ud til dem."
---
> Læs mere om det arbejde i Mongoliet, som Maiken Hadberg er engageret i.