Tanzaniere får ambitioner om bedre muligheder
Et kirkeligt projekt med udgangspunkt i den enkelte menigheds egne ressourcer nedbryder skel og skaber vækst i lokalsamfundet og bedre muligheder for den enkelte.
I landsbyen Fukayosi, som ligger et stykke nord for Dar es Salaam i Tanzania, sker der mange positive ting, og kristne og muslimer arbejder sammen om projekter, der er til gavn for lokalsamfundet.
Det er alt sammen frugt af projektet Church og Community Mobilization Process (CCMP), på dansk menighedsbaseret diakoni.
Det fortæller missionskonsulent Ole Malmgaard, som netop har besøgt Fukayosi på en tur arrangeret af Den Lutherske Kirkes Stift i området.
Udgangspunkt i egne ressourser
Ole Malmgaard forklarer, at CCMP tager udgangspunkt i den enkelte menigheds egne ressourcer og de behov, der er for udvikling i deres lokalsamfund.
Gennem bibelundervisning lærer deltagerne, hvordan de kan være med til at skabe lokale forandringer for dem selv, i menigheden og til gavn for samfundets svageste – også uden for kirken.
Ved besøget i Fukayosi oplevede han, hvordan projektet får deltagerne til at tænke større og giver dem ambitioner om at forbedre egne muligheder for at skabe vækst og hjælpe lokalsamfundet.
For eksempel har en kvinde, der tidligere solgte et kilo mandazi-boller om dagen, nu fået mod til at lave og sælge 25 kilo.
”Hun har tjent så meget, at hun har fået råd til at bygge et nyt hus. Og hun skaber arbejdspladser i lokalsamfundet, da hun har mange unge ansat til at hjælpe til,” siger Ole.
Fælles opsparing og demokratisk investering
Et konkret resultat af projektet er fem låne-/sparegrupper i byen med otte til ti medlemmer i hver.
Grupperne består af både kristne og muslimer, og det er også med til at nedbryde skel imellem de to befolkningsgrupper.
De mødes hver uge til et møde, som kirken lægger lokaler til. Her laver de en fælles opsparing og bestemmer på demokratisk vis, hvad pengene skal investeres i.
Store summer i fælleskassen
Og netop fordi de sparer op i fællesskab, er det ikke ubetydelige midler, de kan samle sammen, oplevede Ole.
”I en gruppe lægger hvert medlem 15.000 tzs. i fælleskassen hver uge. Det svarer til 45 kroner, og det løber hurtigt op,” siger han.
Alle grupperne har store summer opsparet, og den gruppe med flest penge – 19 millioner tzs. – har investeret i ananasproduktion.
”Sidste år købte de en mark på to hektar, som de plantede til. I år investerer de i gødning, og til næste år kan de høste,” siger Ole.
Positiv virkning på det mellemmenneskelige plan
Ud over at investeringerne og væksten er rigtig positiv for lokaløkonomien, giver samarbejdet meget på det menneskelige plan.
Missionskonsulenten fortæller, at en muslimsk kvinde sagde til ham:
”Før kendte vi vores naboer af navn. Vi vidste, hvem der er kristne og var venner på skrømt. Men nu er vi ægte venner og deler liv, når vi arbejder sammen.”
CCMP-projektet har også kastet nyt lys over, hvad fattigdom er.
”Fattigdom er ikke mangel på penge, men at mennesker er fanget i manglende viden,” siger den muslimske formand for en af låne-/sparegrupperne.
---------
CCMP i Fukayosi blev sat i gang for godt fire år siden af den Lutherske Kirke i Tanzania i samarbejde med Luthersk Mission og med støtte fra CKU - Center for Kirkeligt Udviklingssamarbejde.
I begyndelsen var LM-missionær Charlotte Bech med som konsulent på projektet.
Hun bor imidlertid ikke i Tanzania længere, og nu står Den lutherske Kirke i Tanzania (ELCT) selv for projektet.
