Videbæk-børn cyklede og løb for 20.606 kroner

Sponsorløb Videbæk junior og teenklub

Børn fra Luthersk Missions junior- og teenklub i Videbæk holdt 31. august et sponsorløb, hvor de samlede penge ind fra forældre, bedsteforældre og andre lokale sponsorer til børn i Tanzania

10/09/2021 / Karin Borup Ravnborg; kbr@dlm.dk

Der gik sport i den for omkring 50 aktive børn fra LM's junior- og teenklub i den vestjyske by Videbæk.

På en solbeskinnet tirsdag aften i slutningen af august samlede de på bare en time over 20.000 kroner ind til støtte for børnehavebørn i Tanzania.

Juniorerne og teenagerne enten løb eller cyklede en runde på to kilometer rundt i byen, og så havde de fået deres forældre, bedsteforældre eller andre til at give et bestemt beløb for hver runde, de gennemførte.

Børnene gik og cyklede mange kilometer i alt

Og det blev altså til det store beløb, som nu kan sendes til dette års LM Kids-missionsprojekt blandt børnehavebørn i Kiabakari.

"Det var virkelig flot, og børnene gik virkelig meget op i det," fortæller en stolt leder af juniorklubben, Rikke Brosbøl.

"En havde samlet 264 kroner ind på en enkelt runde. En af drengene gik hele fem runder - altså 10 kilometer i alt. Og den, der cyklede længst, cyklede 16 kilometer."

Besøg af tidligere Tanzania-volontører i juniorklubben

Juniorlederen fortæller, at de havde valgt at støtte LM Kids' missionsprojekt, fordi de ugen inden havde haft besøg i juniorklubben af to volontører, der har været ude og hjælpe børn i Tanzania.

"Og sidste år var et par af vores unge her fra byen ude i Tanzania som volontører - blandt dem også en af vores egne ledere i juniorklubben. Så det er nogle, børnene kender rigtig godt, og så er det også lettere at følge med i arbejdet."

Derfor har de i juniorklubben besluttet, at de i løbet af et år gerne vil have besøg af alle de volontører, der har været udsendt for LM.

Det skal blive naturligt at give penge til mission

"Vi vil gerne lære børnene, at det gerne skal blive noget naturligt at give penge til mission," siger Rikke Brosbøl.

"Selvfølgelig har vi rost dem rigtig meget over det flotte resultat ved sponsorløbet, og det er en rigtig god måde at samle penge ind. Men de skal også lære, at det ikke altid skal være et stort event, og at det er godt at give i dagligdagen."

> Læs mere om LM's arbejde blandt børn og unge på lmbu.dk.

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.