Alt i naturen minder mig om Gud

Vandet risler gennem den snoede bæk i den smalle og idylliske slugt lige neden for et landligt hus nær Hoptrup i Sønderjylland, hvor 36-årige Rachel Thorup Jensen bor sammen med sin mand, David, og deres tre børn.

Rachel bevæger sig ofte rundt i denne fredelige slugt, når hun taler med Gud. Ja, nogle gange råber hun også højt. 

Åbne og lukkede døre

Som færdiguddannet pædagog og mor til to fandt hun i 2014 et årsvikariat i en børnehave. Her græd hun ofte i bilen på vej på arbejde og følte sig usikker på, om hun slog til i sit fag. Efter det år og et barn mere søgte hun i et bredere felt og blev tændt af en stilling som jobkonsulent. Hun følte virkelig, at Gud åbnede en dør, da hun både kom til første og anden jobsamtale. Men hun endte alligevel med at få et afslag. Det var en af de gange, hun råbte sine frustrationer til Gud. 

Kort efter fik hun en tidsbegrænset halvtidsstilling som pædagog på et beskyttet værksted for voksne udviklingshæmmede. Det var svært for hende at være taknemmelig, for hun var ikke færdig med at være skuffet over Guds ledelse i jobsituationen. 

”Der gik noget tid, inden jeg faldt til ro i den stilling. Men spørgsmålet var der stadig: Hvorfor blev der åbnet en dør, som så alligevel blev lukket?” 

I de syv måneder, hun var der, tog en kollega hånd om Rachel og tog hende i ”mesterlære”, så hun blev modnet og fik ny tro på egne evner inden for pædagogfaget. Det åbnede døren til et barselsvikariat på en STU (Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse). Hun var først glad, men det blev ikke et let år, og Rachel var i en periode bange for at blive fyret. 

”Jeg havde svært ved at leve op til mine egne forventninger og tænkte: ’Hvorfor skal jeg have det job, når jeg ikke kan finde ud af det?’ Jeg følte ikke, at jeg slog til hverken som fagperson eller som mor.”

Efter flere oplevelser af skiftevis åbnede og lukkede døre og flere råbeture ved bækken blev hun i 2018 fastansat på STU. Der arbejder hun stadig og trives med det.

Båret på ørnevinger

”Undervejs har jeg lært, at jeg skal lade Gud lede mig og bøje mig for ham, uanset om jeg forstår ham eller ej. Gud leder os ikke uden om smerte, men han går med gennem smerten. Så går jeg i stedet rundt herude og synger Taizé-sangen: ’Vent kun på Gud, hans dag er nær! Vent kun på Gud, fat mod, vær tro!’”

”Det gør ikke Gud mindre, at jeg indimellem bliver skuffet. Jeg tror ikke på, at noget er tilfældigt, heller ikke mit jobforløb. Jeg tror på ’Gud-fældigheder’. Intet sker, uden at Gud er med i det. Han er den suveræne. Jeg skrotter ikke Gud, når noget går mig imod, men jeg råber til ham.”

”Og så minder naturen mig om Guds ord. Ofte kommer der en musvåge og sætter sig lige dér,” fortæller Rachel, mens hun peger på et løvtræ på skrænten. Det kan ses oppe fra huset.

Musvågen minder hende – særligt på svære dage – om det bibelske billedsprog, at Gud breder sine vinger ud som en ørn og bærer hende på sine vinger (2 Mose­bog 19,4 og 5 Mosebog 32,11).

”Jeg tror, Gud sender musvågen med en hilsen til mig: ’Jeg er her jo. Jeg ser dig. Jeg går med dig gennem din smerte.’”

Det kan få hende til at bryde ud i taknemmelig sang: ”Lov dog den Herre, som alting så herlig regerer, ham, der som ørnen på vinger dig løfter og bærer, lader dig få mer’, end du selv kan forstå, bedre, end hjertet begærer” (SOS, nr. 35, v.2).

”Når jeg går herude og ser på stjernerne, får jeg løftet perspektivet fra mit eget til Guds – ligesom der står i Esajas’ Bog 41,26: ’Løft jeres øjne mod himlen, og se! Hvem skabte den? … Ved du det ikke, har du ikke hørt det: Herren er en evig Gud, skaberen af den vide jord … Han giver den udmattede kraft … De, der håber på Herren, får nye kræfter, de får vinger som ørne.’ Det forvisser mig om, at Gud har styr på det hele.”

Omgivet af bibelvers

Rachel beskriver sig selv som et visuelt og følelsesorienteret menneske. Og hun mener ikke, at den tilgang til livet og troen er hverken mere eller mindre rigtig end andre tilgange.

Hun er ikke typen, der kan sidde stille og læse i Bibelen ret lang tid ad gangen. Derimod omgiver hun sig med små bibeldryp i sit hjem og lægger vægt på at lære bibelvers udenad. Både på dørkarmene og ved kaffemaskinen kan man læse bibelord, der minder hende og familien om Guds tanker.

Rachels liv med Gud går op og ned. Hun undres stadig over Guds ledelse. Og selv om hun ikke har ”styr på tingene”, deler hun gerne ud af sit trosliv, både når hun er begejstret og taknemmelig, og når hun er frustreret og falder i synd.

”Jeg synder både søndag og mandag. Men jeg er en tilgivet synder, der frit kan stå og lede mennesker i lovsang, selv om søndag morgen var alt andet end idyl, og jeg har mine indre kampe,” siger Rachel, der er med i Haderslev Frimenighed, hvor hun er lovsangsleder.