Den åndelige virkelighed blev tydelig for mig
Camilla var volontør i Cambodja, hvor der er guds- og forfædredyrkelse overalt. Det blev for hende en stærk påmindelse om at søge Jesus før alt andet
”Der findes mere mellem himmel og jord.”
Camilla Skov Andersen fra Tarm var udsendt som volontør for LM til Siem Reap, hvor hun underviste missionærbørn og hjalp i den lokale kirke.
I det buddhistiske land var det åndelige meget tydeligere, end hun var vant til, og en helt naturlig del af hverdagen.
Overalt i gadebilledet var der templer, munke og åndehuse, og næsten alle havde et husalter derhjemme eller i sin butik, hvor man ofrede til ånderne for at få beskyttelse.
Det har givet hende en større forståelse for den åndelige virkelighed, fortæller hun.
Jesu navn er stærkest
”Det år i Cambodja er helt klart det tidspunkt, hvor jeg har læst allermest i Bibelen, og det er bare blevet en endnu større begejstring for mig at leve Gud nær,” fortæller hun.
”Engle og ånder er noget, der kan være svært at forholde sig til, men det er blevet mindre fremmed for mig nu".
"Nogle kristne kan mærke helt fysisk, når der er noget, der påvirker dem åndeligt – de har ligesom et slags ’åndeligt øje’. Den slags oplevelser har jeg ikke, men jeg er blevet mere bevidst om det, der sker i den åndelige verden. Det er dog ikke noget, der fylder mig med frygt, for Guds ord siger, at Jesu navn er stærkest.”
Et åndeligt øje for det, der påvirker
Hun er blevet mere opmærksom på, hvad der i hendes egen kultur kan udfordre livet som kristen.
”Det kan godt være, vi ikke har et husalter i hjemmet, men så har vi et tv i stuen eller bruger for meget tid på mobilen eller noget andet."
"Det har fået mig til at tænke over: ’Hvilke afguder er det, jeg dyrker?’ og ’Hvilke ting er der i mit liv, som ikke gavner min relation til Jesus?’ Det er vigtigt at blive mindet om.”
Uddrag af en artikel, der har været bragt i magasinet Tro & Mission nr.16/2024