Personligt
Foto: Jon Petersen

Nu er der noget at stå op til

25/01/2018 / Ole Solgaard os@dlm.dk

Det var som at få en ny ven, jeg kunne sige alt til. Jeg glæder mig til at møde ham synligt.” Sådan beskriver Jon Petersen det, at han er kommet til tro på Jesus.

Jon er opvokset i et almindeligt kulturkristent hjem, men havde ikke meget til overs for Jesus og fulgte med de hårde gutter i folkeskolen.

Som 13-årig blev han af sin storebror, der er kristen rapsanger, inviteret med til en fælleskristen kampagne i Skjern. Her mærkede han en varme og et fællesskab, som var ukendt for ham. 

Han blev ramt af talerens ord om, at han kunne gå ud af teltet som et frit menneske, selvom han følte sig tynget. Lidt senere var der en stemme indeni, der sagde: ”Velkommen, du er kristen!” Og han blev fyldt af glæde.

Det blev et vendepunkt for Jon, der derefter på egen hånd begyndte at læse i Bibelen for at lære Jesus bedre at kende. Det hele var stadig meget diffust for ham.

Senere kom Jon på Løgumkloster Efterskole, hvor han lærte mere om sin nye kristne tro, fik gode kristne venner og blev optaget af at synge lovsang.

Så Jesus lidt an først, men glæder sig nu til at møde ham

I dag kommer Jon i Ribe LMU, og når han ser tilbage på, hvordan hans relation til Jesus har været, siger han:

”Jeg skulle først se Jesus lidt an. Men nu er han kommet til at betyde alt for mig. Jeg kan spørge ham om alt i hverdagen. I begyndelsen var han mest som en terapeut eller en støttende ven, som jeg kunne stole på. Jeg troede før, at alle automatisk kom i himlen, men nu har jeg lært, at Jesus er min eneste billet til Himlen, og jeg glæder mig til at møde ham.”

I dag går 19-årige Jon på HF i Tønder og trives med at være kristen mellem en hel masse, der opfatter det med Jesus som volapyk. Jesus er hans bedste ven. Dermed har han fundet ny mening og retning i sit liv og træffer nogle andre valg end hans ikke-kristne kammerater.

På sigt drømmer Jon om at blive lærer på en kristen efterskole eller friskole, men i første omgang tager han nok lige et sabbatår efter gymnasiet.

Artiklen er et redigeret uddrag af en artikel i Tro & Mission nr. 2/2018.

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.
Kim Hjermind
Denne bog er en kronologisk gennemgang af verdenshistorien – set gennem Bibelen. Hermed får du en kortfattet o…