Tænker du på at rejse udenlands som missionær?

Kontakt os på internationalejobs@dlm.dk eller ring og få en uforpligtende snak med LM’s missionskonsulenter:

Christian Lund Pedersen, 48207675
Ole Malmgaard, 40803823
Rebekka Zoll Landkildehus, 30275136

Missionshistorie

Lederen af Ulanga-feltet

Ebbe Kaas

Niels Thygesen (1903-1982) var den første missionær, der fik Luthersk Mission som sin arbejdsgiver. Det skete i forbindelse med, at LM fik ansvaret for et område i Ulanga, Tanzania i 1949

I perioden fra 1911 og frem til Anden Verdenskrig var Luthersk Missions deltagelse i mission i Tanzania en integreret del af Brødremenighedens arbejde.

Det var Brødremenigheden i Christiansfeld, som havde det administrative ansvar for missionærerne, deres uddannelse, placering og den arbejdsmæssige kontakt. Luthersk Mission var nærmest at betragte som en meget stor missionskreds, hvor ansvaret var at give økonomiske midler, forbøn og medleven samt at lade missionskaldet lyde.

Det ændrede sig, da Evangeliska Fosterlands Stiftelsen (EFS) fra Sverige rettede en henvendelse til LM om at sende danske missionærer til Ulangadalen og fungere som samarbejdspartner i en udvidelse af missionsområdet dér. Niels Thygesen var i 1949 således den først LM-missionær i et nybrudsarbejde.

Barndom og ungdom

"Der kom lejlighedsvis hjemme hos os en mand. Han inddelte os otte børn i to grupper uden at tage vores alder i betragtning, nemlig: "Æ Balme slav og æ Sejsle slav". Far, der var bosiddende i Sdr. Sejerslev havde nemlig hentet sig en brud hjem fra Ballum. Da der var betydelig forskel både i størrelse og udseende på far og mor, måtte vi børn nødvendigvis være forskellige både i sind og skind".

Niels Thygesens mor var som nævnt fra Ballum, Ane Margrethe Hansen (1868-1951). Margrethe og hendes yngre søster, Andrea oprettede en systue i Ballum. Her kom de i kontakt med den rosenianske vækkelse i sognet og blev omvendt. Disse to søstre samt en bror og en søster til var tidligt blevet forældreløse. De to søstre gav halvdelen af deres arv til opførelsen af missionshuset i Ballum.

Niels Thygesens far, T.M. Thygesen (1862-1945), Sdr. Sejerslev, var købmand og en af de ledende inden for Luthersk Missionsforening i Vest Slesvig. Han var således med i gruppen, der var ansvarlig for missionær Winthers arbejde i Japan.

Hjemmet beskriver Niels Thygesen selv som et åbent hjem, hvor den kristne tro blevet levet ud i hverdagen. Om sin far og mor skriver N. Thygesen: "Far og mor var meget offervillige. De hjalp trængende og ældre mennesker i byen. For eks. blev mælken fra lørdag aften og søndag morgen af religiøse grunde ikke sendt til mejeriet, en god del af det blev af os børn bragt ud til enligtstillede og fattige - så vel som mad".

Efter børneskolen i Sdr. Sejerslev, konfirmationen i 1917 og nogle få år, hvor han arbejdede hjemme i købmandsforretningen, kom Niels Thygesen på efterskole i Løgumgårde. Her opstod tanken om at læse til lærer, men han kunne ikke blive optaget på Tønder Statsseminarium, da han ikke kunne synge rent eller spille violin uden falske toner.

Else og Niels Thygesen.

Missionskald

Den store plads, som ydre mission havde i barndomshjemmet, angiver Thygesen selv som medvirkende årsag til, at "der blev tændt en ild fra det høje" i hans hjerte og sind. Breve fra onkel Winther i Japan var også medvirkende til, at synet for ydre mission levede. "Kaldet gennem hjemmeværende missionærer lød til mig, men jeg skubbede det til side".

Gennem LMH i Hillerød og ved forstander Frits Larsen i særdeleshed blev livsbanen lagt. Ansøgningen om optagelse på missionsskole blev sendt til Brødremenigheden i Christiansfeld, og Niels Thygesen blev optaget som elev på missionsskolen i Herrnhut i Sachsen, hvor han i to år studerede teologi og derefter et år på Fairfield ved Manchester og et år på Livingstone College i London, hvor uddannelsen i tropemedicin blev gennemført. Han blev ordineret i Brødremenighedens kirke i London juni 1930 biskop Ward.

I august 1930 var der udsendelsesfest for Niels Thygesen. Omkring 400 mennesker var samlet i Ballum missionshus. Niels Thygesen skulle - som alle andre missionærer fra LM - udsendes gennem Brødremenigheden. Som pastor Hochstein fra Christiansfeld nævnte ved festen: "Tak til Luthersk Missionsforening. Da halvdelen af vores gaver kommer fra LM, vilde denne Del af Brødremenigheden ikke kunne undvære dens Støtte. Men vi modtager jo ikke Gaver alene, men ogsaa unge Mænd og Kvinder, der vil tage Missionsgerningen op".

Dette samarbejde med Brødremenigheden fører den forholdsvis temmelig ukirkelige missionsforening i kontakt med præster og kirken. Ved udsendelsesfesten bringer således seks præster en hilsen til Niels Thygesen, bl.a. den senere kendte domprovst Skovgaard-Petersen, som var sognepræst tæt ved Ballum, nemlig i Emmelev. Gårdejer Johannes Burgdorf fra Brændstrup bemærkede ved udsendelsesfesten, at det var første gang, at en fra vores egen midte blev udsendt som missionær. Dette må forstås som gældende for Sønderjylland, idet flere missionærer både fra Bornholm og Vestjylland i perioden efter Første Verdenskrig og frem til 1930 var udsendt gennem Brødremenigheden i Christiansfeld.

Første periode 

Efter en rejse fra Sønderjylland til Tanzania, der tog fem uger, og et års sprogundervisning, fik Niels Thygesen ansvaret for en missionsstation med 20 udstationer!

Normalt gik der to år inden en ugift missionær kunne gifte sig, men da Thygesen skulle bestyre en missionsstation, og han ikke havde nogen som helst erfaring med madlavning og husførelse, gav missionsledelsen en dispensation, og Thygesens forlovede gennem seks år, Else Rasmussen, kunne rejse til Tabora for at blive gift.

Niels Thygesen havde håbet, at han kunne rejse til Dar es Salaam for at tage imod sin forlovede, som havde rejst helt alene fra Danmark, men dette var ikke muligt, da det ikke var passende at rejse i samme tog en hel nat som forlovede.

Else og Niels Thygesen fik ansvaret for missionsstationen i Ipole i Unyamwezi. Det var en missionsstation, som var bygget 1903. I foråret 1935 var der 93 nadvergæster, og 10 blev døbt i første kvartal, så det vidner om et fortsat nybrudsarbejde - trods stationen havde været der i over 30 år. Hovedparten af tiden dog uden fast europæisk missionærbemanding.

Ulanga - det første LM-missionsfelt

Det tyske Berliner Missionsselskab sendte i 1912 en missionær til Ulanga, og man byggede et hus i Kipingo, men området blev aldrig fast stationeret af missionærer. Da Første Verdenskrig brød ud i 1914, satte det en stopper for den spæde start i Ulanga. Senere kom et skotsk missionsselskab og derefter igen et tysk, men først i 1938 blev stationen i Kipingo fast bemandet, og det bare et år, for så brød Anden Verdenskrig ud, og alle tyske missionærer måtte forlade Tanzania.

Evangeliska Fosterlands Stiftelsen (EFS) fra Sverige havde et missionsarbejde i et område i Tanzania, der grænsede op til Ulanga, men havde ikke missionærer til at begynde et fast arbejde i Ulanga-dalen.

EFS rettede en henvendelse til LM om, at danske missionærer kunne komme til Ulanga, og efter et ekstraordinært Delegeretmøde den 15. marts 1949 i København blev det besluttet at overtage en del af EFS' arbejdsområde, nemlig "Lulangaområdet" .

"Det betyder, at vi foreløbigt overtager det økonomiske ansvar for et missionærpar samt to sygeplejersker, og vi påtager os de omkostninger, der er forbundet med denne udvidelse af arbejdet (møbler, bil, missionsstationer m.m.)"

Dette var en stor og afgørende satsning. LM bliver et selvstændigt missionsselskab med en hjemme-administration, som de ansatte missionærer i Ulanga sorterer under. Denne satsning sker samtidigt med, at LM har besluttet at bygge et børnehjem i Tarm samt oprette en efterskole i Løgumkloster, samt ny foreningssangbog samt en udbygning af børne- og ungdomsarbejdet.

Perioden lige efter Anden Verdenskrig er sammen med 1960-70'erne den mest nybrudsorienterede periode i LM's historie.

Denne fornyede kontakt til EFS - Rosenius' gamle missionsselskab - førte ligeledes til, at kontakten over Øresund blev kortvarigt genoptaget. For Else og Niels Thygesen betød beslutningen, at familien, som havde indstillet sig på at fratræde i tjenesten efter 16 år på missionsmarken, blev kaldet til en gerning i Ulanga-dalen, og Niels Thygesen skulle være leder at dette nye arbejde.

Niels Thygesen skriver således i Missionsvennen, at familien i eftersommeren 1946 var kommet til Danmark for at blive. Vi troede, at der skulle etableres et hjem for vores tre drenge, og vi følte, at dette var efter Herrens vilje. Men nu rejser vi ud til en ny opgave, som vi er overbevist om, at Herren har lagt hen til os.

Det blev til yderligere ti år i Tanzania, nemlig frem til 1959. Niels Thygesen blev lederen og den samlende skikkelse i opbygningen af et nyt missionsfelt. Han modtog nye missionærer, ordnede sprogskole, bolig, transport og meget meget mere. Alle praktiske ting som indkøb af søm, tagplader og andre ting til forskellige byggerier var noget, som Niels Thygesen tog sig af. Derfor blev han også betegnet som lederen af Ulanga-feltet. Således skriver lægemissionær Villy Vestergaard Olsen: "Niels Thygesen, som havde været leder af Luthersk Missions missionsarbejde i Ulanga siden 1949, havde ventet på os i flere dage".

Nyt arbejde - nye udfordringer

I 1949 gik tingene meget hurtigt. Efter beslutningen i marts var Else og Niels Thygesen på plads i Kipingo i august, og to ansatte sygeplejersker var også på vej. LM havde i 1949 ansvaret for 16 missionærfamilier. Et større oplysningsarbejde påbegyndes også over for LM's bagland. Et nyt område i Tanzania skal læres, og der bliver trykt Tanzaniakort, som sendes til søndagsskoler og bibelklasser rundt i landet, og bidragene begyndte at komme ind til Landskassen.

Oversvømmelse og hjemrejse

"En afrikansk bonde i Kipingo i Tanzania var for nylig (2005) i færd med at grave en brønd i en bananlund. Men han måtte opgive, fordi han stødte på noget hårdt." Det, som bonden stødte på, var bygningsrester af den første kirke i Kipingo, opført af Niels Thygesen. Først i december 1958 begyndte regntiden. Furuafloden gik over sine bredder, og alle missionærer måtte flygte ud af Kipingo til Lugala.

I 1954 skriver Niels Thygesen: "Nu ligger der en ny missionsstation nede i Ulanga-dalen, og vi håber, at den trods termitters ødelæggende arbejde må have en lang levetid".

Det fik den ikke! Dog ikke på grund af termitterne, men på grund af floden. Den skiftede leje og valgte at gå lige tværs igennem missionsstationen. Seks år efter han skrev disse ord, var missionsstationen udslettet af vandstrømmene.

I juni 1959 oplyser Missionsvennen, at Else og Niels Thygesen forlader Mahenge i slutningen af juli for derefter at flyve til Danmark. Disse venner, hvis navne på en særlig måde blev knyttet til Ulanga har besluttet at blive hjemme denne gang. Kræfterne slår ikke længere til de anstrengende rejser, og skuffelserne i forbindelse med de store oversvømmelser i Ulangadalen har sikkert stillet krav både til det legemlige og det åndelige".

Dengang i 1949 var der cirka 500 kristne. I dag er der 25.000. Dengang var der én afrikansk præst. I dag er der 30. Dengang var der én kirkebygning. I dag er der 110.

Luthersk Mission udgiver og er medudgiver på en række blade og bøger, fordi vi tror, at det skrevne ord har betydning for Guds folk.…

Som mennesker er vi jo ikke perfekte. Det er man heller ikke som volontør (og det bliver man heller ikke). Men heldigvis kan Gud bruge uperfekte mennesker. Måske forestiller man sig, at en volontør sk…