Børnehave og dagpleje til julefest i LM Henne

Foto: Julefest Henne
Både børn og voksne lyttede opmærksomt, da kids-konsulent Kristian Larsen fortalte om Jesus, der blev født (Foto Anette Kristensen)

Hvert år inviterer LM’s børneklub børn fra byens dagplejer og børnehave til at synge julesange og høre om Jesus, der blev født. Mange af de voksne kommer år efter år

13/12/2024 / Kaja Lauterbach kl@dlm.dk

Tirsdag den 3. december summede LM’s missionshus af liv om formiddagen.

30 børn og 25 voksne havde nemlig taget imod invitationen til julesang, julefortælling og julefrokost i børnehøjde.

Det var børneklubben, der for 15. gang inviterede byens dagplejer, børnehave og hjemmegående forældre, fortæller Anette Kristensen, der er leder i børneklubben.

”Vi laver det her arrangement, fordi vi gerne vil fortælle børnene, hvad julen egentlig går ud på.”

En sjov og dejlig formiddag

Formiddagen begyndte med, at alle gik rundt om juletræet og sang julesange.

Bagefter fortalte Kids-konsulent Kristian Larsen og dukken Gumle om Jesus, der blev født, og til slut var der rugbrødsmadder, frikadeller og frugt til alle.

Børneklublederen er også vikar i børnehaven, og når hun er der, sker det, at nogle børn kommer og snakker om, at det var en sjov og dejlig formiddag. 

”Det er dejligt at få så konkrete tilbagemeldinger fra børnene,” siger hun og glæder sig over, at det ikke kun er børnene, der bakker op om arrangementet.

Det er en tradition for mange at være med

”Lederne i børnehaven kommer gerne, og mange kommer år efter år, og flere bedsteforældre slutter op, så længe de har børn i børnehaven,” siger hun.

Der er også et par dagplejeforældre i byen, der ligefrem spørger om, hvornår arrangementet skal være, så de kan planlægge efter det, 

”Den store opbakning viser, at det er en tradition for mange at komme, og de siger, at det bare er så hyggeligt,” siger hun.
 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.