Der er stor efterspørgsel på bibler i Tanzania
Bogvolontør Kasper Staarup Schmidt har netop været på bogtur for at sælge bibler og anden kristen litteratur – og det er med til at give håb.
Kasper Staarup Schmidt er volontør i Soma Biblia. Siden han i august rejste til Arusha i Tanzania, har han været på to bogture.
Som bogvolontør skal han afsted på en sådan tur cirka en gang i måneden, hvor han sammen med en lokal medarbejder kører rundt i en landcruiser til forskellige byer.
Fra den sælges der bibler, sangbøger og anden kristen litteratur til butikker, kirker og lokale, som gerne vil købe.
Soma Biblia er meget kendt i Tanzania, og Kasper er forbløffet over hvor mange bibler, der bliver solgt.
”Når vi kører ind i byerne med nedrullede vinduer, kan vi høre folk sige ’Soma Biblia’, når de læser, hvad der står på siden af bilen,” fortæller han. '
”Bibler og sangbøger er det, vi sælger mest af. Sangbøgerne skal de bruge i kirken, for så kan de nemlig følge med i gudstjenesten – ligesom i salmebøgerne hjemme i Danmark.”
Forærer børn en gratis Jesus-tegneserie
Mens de står og sælger til en butik, kan der godt komme mange mennesker forbi, som også vil købe. Og når de kommer ind i en by, vælter det ofte frem med børn.
”Så får de en gratis tegneserie om Jesus, som hedder Manga Masiha. Der kommer et lille sødt ’Asante’, som betyder ’Tak’ på swahili, og så går de derfra med et kæmpestort smil," fortæller Kasper.
"De er ikke vant til at få gaver, så hvis vi tager et billede sammen med dem, viser de stolt deres nye ejendel frem,” .
Kaldet til at dele glæden om Jesus
En medium-størrelse bibel koster 22.000 shilling – det svarer til lidt over 50 kroner.
Det vil de fleste godt kunne betale, men tanzanierne kan godt lide at gøre en god handel, fortæller Kasper.
”Så for at få mængderabat, får de fat i deres venner, så de kan købe biblerne samlet og på den måde få 15-20 procent rabat.”
At være af sted på sådan en bogtur gør Kasper glad, for han oplever at han er med til at give håb.
”Grunden til, at jeg er taget herud, er, at jeg oplever, at jeg er kaldet til at dele ud af glæden om Jesus," siger bogvolontøren.
"Så når jeg kan tage ud og sælge en bibel til nogle, som måske bor langt ude, så kan jeg være med til at give dem et håb og gøre, at de kan lære Jesus at kende.”