Gratis online kursus som hjælp til forældre

Foto Familie
"Med kurset vil vi gerne hjælpe familier med børn – både små og teenagere – til at tale om tro i familien," siger familiekonsulent Lise Berggren Smidt.

Projektet ”Tro i familien” tilbyder et gratis online kursus over seks uger til alle, der har brug for inspiration til, hvordan de griber det an at være en kristen familie

11/06/2024 / Kaja Lauterbach kl@dlm.dk

Mange familier føler sig udfordrede på at få talt ordentligt om tro i familien.

Det har gruppen bag LM’s projekt Tro i familien erfaret, fortæller familiekonsulent i LM Lise Berggren Smidt.

Derfor tilbyder de nu et online kursus til alle forældre, der har lyst til at få input om, hvordan man kan gribe det an.

Forældre er vigtige rollemodeller

Familiekonsulenten peger på, at mange forældre – ikke mindst forældre til teenagere - føler sig afmægtige og har svært ved at finde ud af, hvordan de skal gribe det an at tale om store emner som sex, Bibelens syn på homoseksualitet og alkohol, evigt liv og synd.

”Forældre er vigtige rollemodeller, når det gælder børns fremtidige tro, og vi vil gerne hjælpe familier med børn – både små og teenagere – til at tale om tro i familien,” siger hun. Det gælder det indholdsmæssige, men rent pædagogisk.

”Hvis man tæller, hvor mange timer forældre er sammen med deres børn, har de virkelig stor mulighed for at oplære dem i den kristne tro.”

Alle undervisere har erfaringer inden for familiearbejde

Hver kursusaften består af to oplæg med mulighed for samtale. Links bliver lagt ud på Tro i familiens facebookside og vil være tilgængeligt frem til næste kursusaften.

Underviserne er landsleder Frederik Berggren Smidt fra ELM, præst og konsulent Daniel Præstholm fra IM, familiekonsulent Lise Berggren Smidt og konsulent Birgitte Kjær fra LM. To er teologer, og to er læreruddannede, og alle har erfaringer inden for familiearbejde.

De temaer, der tages op, er blandt andet ”Alle kristne familier er forskellige”, ”Traditioner i familien”, ”Den konkrete oplæring” og ”Hvordan opdrage til at være i verden, men ikke af verden?”.

”Og så slutter vi af med at tale om brugen af skærm og sociale medier. Både, så de ikke står i vejen for sund kontakt i familien og for at være en del af fællesskabet, men også om, hvordan man kan bruge skærmen til at fremme troen,” siger Lise Berggren Smidt og nævner online medier som Bibellæser-Ringens apps og AdamogEva.dk. 

Samarbejde mellem tre kristne organisationer

Forældrekurset, der afholdes seks tirsdage i september og oktober, er lavet som et samarbejde mellem LM, IM og ELM.

”Vi laver det i samarbejde, fordi vi gerne vil det samme omkring trosoplæring,” siger Lise Berggren Smidt. 

”På denne måde kommer vi også længere ud, så mange flere familier kan få glæde af det.”
 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.