Kendte gæster på årets Landsteltlejr for juniorer

Landsteltlejr 2018
Det er Luthersk Missions arbejde for juniorer og teenagere, der arrangerer den landsdækkende lejr, som holdes en gang hvert tredje år. Arkivfoto fra 2018.

Der er lagt op til et spændende program med besøg af youtuberne Jasmin og Mika og tv-betjenten Vlado Lentz, når LM's juniorer fra hele landet samles til Landsteltlejr den 13.-16. maj i Haderslev

17/02/2021 / Karin Borup Ravnborg; kbr@dlm.dk

Det kan godt være, det virker urealistisk lige nu med sne, frostgrader og corona-regler.

Men ikke desto mindre er planlægningen i fuld gang til LM's landsdækkende Landsteltlejr for juniorer, som finder sted i Kristi Himmelfarts-ferien i år på Haderslev Næs.

Og selv om klubberne ikke kan mødes lige nu på grund af forsamlingsforbuddet, kan man godt begynde at forberede juniorerne og teenagerne på at tage af sted, mener arrangørerne.

"Vi forbereder for fuld blus for at lave en fed Landsteltlejr for alle juniorer - om Gud vil," siger konsulent i LM-Between, Dorthe Schmidt, som håber, at forholdene ændrer sig inden, så det kan lade sig gøre.

Se frem til "Ikke mere mælk", modevideoer og politijagt

På lejren, der er en god blanding af leg, bibeltimer, sang, lejrliv, bålmad, slagmark, festaften med mere, kan juniorerne glæde sig til at møde nogle kendte gæster.

På programmet er det unge kristne youtuber- og influencer-par Mika, som er kendt fra det virale hit "Ikke mere mælk", og Jasmin, som laver videoer om blandt andet mode og make up.

Og så får lejren besøg af betjenten Vlado, som er kendt fra tv-programmet Politijagt. Mon ikke også han kommer kørende på sin politimotorcykel?

Spørg forældrene, om de vil med på en fantastisk weekend

For de juniorer og teenagere, der gerne vil af sted på årets Landsteltlejr, er der nogle forberedelser, der skal gøres inden lejren.

Blandt andet plejer man at lave skilte og bannere til at markere sin klubs lejrsted og en fane til brug ved den traditionsrige "Slagmark", hvor grupperne dyster mod hinanden.

Det kan være svært lige nu, hvor klubberne ikke mødes, men Dorthe Schmidt opfordrer alligevel ledere og forældre til at snakke sammen om, hvordan børnene kan komme med.

"Hvis der i en klub ikke er ledere nok til at tage af sted, så spørg forældrene og eventuelt nogle fra LMU, om de vil med på en fantastisk weekend," foreslår hun.

---

Landsteltlejren arrangeres hvert tredje år af LM Between, og finder sted 13.-16. maj 2021 på lejrstedet Haderslev Næs.

> Læs mere om lejren her - hvor der senere kommer info om tilmelding m.m.

> Se - eller gense - billeder fra lejren i 2018, og mærk stemningen her.

> Lederguide med udførligt program og beskrivelse af forberedelser før lejren.

Landsteltlejr 2021

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.