Kirker fra hele verden var samlet i Seuol

Lausanne 4
5.000 mennesker deltog ved konferencen i Seuol i Sydkorea (Foto: Søren Skovgaard Sørensen)

Kirkekonferencen Lausanne 4 satte fokus på international mission - og LM's generalsekretær var med

01/10/2024 / Morten Holgård Tychsen mht@dlm.dk

Den 22-28. september var generalsekretær i LM, Søren Skovgaard Sørensen taget til den globale kirkekonference, Lausanne 4 i Seuol sammen med 5.000 andre kristne fra hele verden.

I 1974 blev den første Lausanne-konference afholdt i byen Lausanne i Schweiz. Her mødtes knap 3.000 kristne fra over 150 lande. Siden da er konferencen blevet afholdt tre gange. 

Konferencen er en oplagt mulighed for at styrke relationen og netværket kirkerne imellem, så man sammen kan udleve missionsbefalingen. 

Opbakning til konference i Nairobi næste år

For Søren Skovgaard Sørensen lykkedes det at samle 18 ledere fra The Lutheran Global Forum med henblik på et samarbejde mod en luthersk missionsindsats og styrkelse af en global virtuel teologisk uddannelse.

14 forskellige kirker og organisationer fra ti forskellige lande var repræsenteret. 

”Der er bred opbakning til at etablere en missionsteologisk konference i Nairobi næste efterår," siger generalsekretæren.

"Mit håb er særligt rettet mod de store kirker i Etiopien og Tanzania, og mit ønske er, at vi gennem dem kan sætte fokus på global mission og måske se flere teltmagermissionærer blive udsendt."

Forfølgelse kan aldrig slå kirken ihjel

Derudover var det stærkt at møde kristne, som oplever forfølgelse i deres hjemland, fortæller han.

”Det gør indtryk at høre fra den forfulgte kirke, at vi frygtløst skal fortsætte med at forkynde evangeliet og holde fast på den sandhed: 'Forfølgelsen vil aldrig kunne slå kirken ihjel. Den bliver snarere styrket i sit fokus på Jesus som den eneste, der kan bære os i smerten',” citerer Søren Skovgaard Sørensen fra en af bibeltimerne.

Bibeltimerne, som tog deres udgangspunkt i Apostlenes Gerninger, gjorde det klart, at det netop var den voldsomme forfølgelse i Jerusalem, der blev baggrunden for evangeliets udbredelse til hedningerne.

”De fleste missionærer, som bragte evangeliet til vores lande, er glemt i dag. De gav deres tjeneste uden at være husket for noget særligt, så Jesus Kristus kunne blive husket for altid”," siger Søren Skovgaard Sørensen.

”Det var stærkt at sidde og lytte til nogle af dem, som oplever forfølgelsen i dag – lære dem personligt at kende og gennem dem høre om nutidens forfølgelse i Nepal, Indien, Vietnam og Kina. Jeg har fået nye venner fra de lande, som har gjort stort indtryk på mig.”
 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.