LMBU får tre nye ansatte

Nye ansættelser
De nye LMBU-medarbejdere er blandt andet ansat til at inspirere og vejlede frivillige og andre ansatte (Foto: arkiv).

Med de nye medarbejdere får LM’s Børn og Unge nu et tiltrængt løft til arbejdet efter en periode med underbemanding og ekstra-opgaver.

17/01/2025 / Karin Borup Ravnborg kbr@dlm.dk

Fra 1. februar kan LMBU byde velkommen til tre nye medarbejdere.

Det er gode nyheder for LM’s børne- og ungdomsarbejde, der i en periode har været delvist uden leder, fordi landsleder Ivan Jakobsen i efteråret var udlånt som konsulent til opgaven med at finde en ny forstander for Stubbekøbing Efterskole. 

Det indebar nogle omrokeringer af opgaver i medarbejderflokken – blandt andet fik LMU-konsulent David Jespersen nogle lederopgaver, og andre arbejdsområder måtte enten uddelegeres eller sættes i bero.

Dertil har der været personalemæssige udfordringer med orlov og sygdom, fortæller landslederen, der er meget taknemmelig for den måde, de ansatte konsulenter har klaret arbejdet på.

Derfor glæder det ham også meget, at bestyrelsen har ansat tre nye medarbejdere, som kan være med til at aflaste og løfte opgaverne i LMBU. 

LMBU-konsulent i Jylland/Fyn:

Hanna Sulkjær Noer er 26 år og fra Aarhus.

Hun er som noget nyt ansat som LMBU-konsulent med en lidt større målgruppe (3-14 år), så hun både kan gå ind i arbejdet med små og store børn. 

Det er planen, at hun skal arbejde tæt sammen med Kids-konsulent Kristian Larsen, hvis opgave er at motivere og inspirere ledere for børneklubber i hele Vestdanmark.

Kommunikations-konsulent:

Bolette Haahr på 35 år fra Hillerød er cand.mag. i kommunikation og skal med ti timer om ugen være med til at løfte LMBU’s kommunikation. 

Det gælder både i forhold til hjemmesiden Vejen med materialer til børne-/teenarbejdet og i arbejdet med en ny LMBU-hjemmeside, som går i gang i foråret.

Desuden skal hun vejlede konsulenterne i at få lavet nogle gode opslag og sørge for et godt flow på de sociale medier.   

LMU-konsulent i Østdanmark:

David Skovbjerg, som er 26 år og bor i Hillerød, var i efteråret vikar for David Jespersen som LMU-konsulent i Vestdanmark. 

Han skal nu være konsulent for LMU-arbejdet på Sjælland og Lolland-Falster og skal desuden være med til at planlægge den årlige missionskonference, Mission, på LMH. 
 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.