LMBU har 1013 medlemmer
Et medlemstal på over 1000 medlemmer i 2023 indebærer et tilskud fra DUF på 1,75 millioner kroner. Det er 350.000 kroner mere end i 2022.
Der er glæde og lettelse at spore hos LMBU’s ansatte, nu hvor det endeligt er blevet bekræftet, at LMBU har rundet 1000 medlemmer i år. Sidst LMBU’s medlemstal lå over 1000 medlemmer var i 2019.
På grund af corona-pandemien, som indebar mange aflysninger og manglende aktiviteter, har man oplevet et stort fald i medlemmer.
Ansatte har opfordret til medlemskab i lokale foreninger
Men nu er man heldigvis kommet på den anden side af pandemien.
Og det glæder LMBU’s landsleder, Ivan Jakobsen.
”LMBU’s ansatte har udført et stort stykke arbejde for at det kunne ske. Hele sidste år har de gjort en kæmpe indsats for at opfordre folk i de lokale foreninger til at blive medlemmer. Der er mange ting, som det er sjovere at tale om end det, så der skal lyde en stor tak til dem,” siger Ivan Jakobsen.
Han vil også gerne takke folk rundt omkring i landet, som har taget positivt imod det og som har bakket op.
Tilskud gør, at trosoplæringsmateriale bliver finansieret færdigt
Eftersom tilskuddet fra DUF - Dansk Ungdoms Fællesråd - er blevet forøget med 350.000 kroner, ser LMBU ind i en tid med mere økonomiske balance.
”Tilskuddet betyder blandt andet, at LMBU’s nye trosoplæringsmateriale, Vejen nu kan blive finansieret færdigt, hvilket gør at vi ikke blive nødt til at skære i vores målsætning," siger landslederen. "Og så vil en stor del af pengene gå ind i driftsbudgettet og gøre, at LMBU vil nå et fornuftigt økonomisk niveau”.
Der er mange fordele ved DUF
Udover at give økonomisk støtte til børn og unge i foreningslivet fungerer DUF også som en lobby-virksomhed for børne- og ungesagen og kan dermed være med til at påvirke lovgivningen i Danmark.
DUF deler også synet for internationalt arbejde med LM, og giver refusion på optil 75 procent af de rejseudgifter, en udenlandsrejse måtte indebære.
Men DUF-medlemsskabet har ikke kun betydning for hovedorganisationen – de enkelte lokalforeninger kan også drage nytte af DUF’s midler. DUF har nemlig en initiativfond, hvor man kan søge lokalt.
”Nogle LMU-kredse har for eksempel søgt lokalt og fået 5000 og 10.000 kroner til forskellige arrangementer,” siger Ivan Jakobsen.