LMH-elevers tur til Tanzania gjorde stort indtryk
Både bibelskoleeleverne og lokale kristne fik meget ud af at møde hinanden, fortæller missionær Ruth Bach-Svendsen. Hun glæder sig over, at de unge var så opsatte på at få mest muligt ud af dagene
Eleverne på Luthersk Missions Højskole er netop kommet tilbage efter en uge i Tanzania.
I en årrække har storturen på forårsholdet gået til Israel, men den mulighed var der ikke i år på grund af krigen i landet, og derfor gik skolens ledelse i gang med at undersøge alternativer.
”Det var oplagt at undersøge, om rejsen kunne gå til et missionsland,” siger forstander Kristoffer H. Enevoldsen.
Og det kunne lade sig gøre, selv om fristen var kort.
Så den 4.-11. marts var eleverne på LMH for første gang i Tanzania, hvor de ud over safari og en anderledes kultur også fik et møde med LM’s missionsarbejde i landet.
En virkelig positiv oplevelse
LMH-elevernes rejse gik til Arusha-området i den nordøstlige del af Tanzania. Her bor missionærparret Ruth og Philip Bach-Svendsen, som var sammen med dem en stor del af tiden.
Ruth arbejder blandt kvinder og børn, og Philip er forlagsleder i Soma Biblia.
”Det var en virkelig positiv oplevelse at være sammen med LMH-eleverne. De var alle så spændte og opsatte på at mest muligt ud af dagene,” siger Ruth.
Stort indtryk på de lokale kristne at møde bibelskolelever
Det er hendes oplevelse, at både de lokale kristne og de unge fra LMH fik meget ud af turen.
”Det gjorde et stort indtryk på de lokale at møde så mange unge, der har valgt at gå på bibelskole i fem eller ti måneder. Det gjaldt både på mine kolleger i Arusha Stift og i de små menigheder, de besøgte til gudstjeneste om søndagen,” siger hun.
”Mange af de danske unge gav udtryk for, at det satte mange tanker i gang at møde mennesker, der lever så anderledes, og hvis kristenliv er præget af dette ’anderledes’.”
Ruth fortæller, at de især fremhævede mødet med en masaikvinde. Hun fortalte om det at være opvokset som masaikvinde, med alt hvad det indebærer, for eksempel kvindelig omskærelse og kvindens manglende værdi som menneske.
Håber på kærlighed til missionsarbejdet
Kristoffer H. Enevoldsen fortæller, at de på LMH ønsker at præge eleverne med opmærksomhed på og kald til mission – blandt andet gennem faget Verdensmission.
”Der glæder det os at kunne vise dem, hvor relevant og vigtig missionsindsatsen er. Give dem et hands on-møde med litteraturarbejdet i Soma Biblia og den diakonale indsats, så de ser, hvilken forskel det kan gøre,” siger han.
”Vi håber, det kan give eleverne en kærlighed til missionsarbejdet, som vækker til bøn og gavmildhed – og til, at de måske selv overvejer en fremtid som missionærer.”