LM’s landsformand i Peru for første gang

Foto: Menighed i Pucyura
Palmesøndag var LM's landsformand Peter Rask til gudstjeneste i den lille menighed i Pucyura i Peru. Det blev meget inspirerende for ham (Foto: privat)

Peter Rask er fyldt med taknemmelighed efter knap to uger i det sydamerikanske land. Mødet med de kristne i landet både fascinerede og udfordrede ham.

25/04/2025 / Kaja Lauterbach kl@dlm.dk

Palmesøndag var LM’s landsformand Peter Rask fra Silkeborg til gudstjeneste i den lille lutherske kirke i Pucyura tre kvarters kørsel uden for Cuzco i Peru. 

”Jeg var rejst helt om på den anden side af jordkloden og var til gudstjeneste med 30 peruanere, jeg aldrig havde mødt før, og alligevel følte jeg mig hjemme,” siger han.

”Det gjorde et kæmpestort indtryk på mig og fylder mig med taknemmelighed.”

Peter Rask var i Peru den 7.-16. april. Her holdt han bibeltimer på missionærkonferencen i Arequipa for de danske og norske missionærer i landet og besøgte familien Julie og Emil Solgaard og deres tre børn på to, fire og seks år i Cuzco. 

Forbillede i ønske om at tjene

Peter Rask var også med til et ungdomsmøde i Cuzco lørdag aften.

Særligt en af deltagerne, en kvinde ved navn Jocelyn, som også var gudstjenesteleder dagen efter i Pucyura, satte mange tanker i gang hos ham.

”Hun blev et forbillede for mig. Hun gav ikke udtryk for at tænke på, hvad hun selv kunne få ud af det, men spurgte i stedet, hvor hun kunne tjene,” siger han.

Efter gudstjenesten palmesøndag blev langt de fleste deltagere hængende og spiste, spillede volleyball og hyggede sig sammen. Det var også meget inspirerende for Peter Rask at opleve, hvordan de satsede på det kristne fællesskab.

”Jeg er glad for at have mødt de peruanske kristne, selvom jeg ikke forstod meget af, hvad der blev sagt, men de kender Jesus, så vi skal helt sikkert ses igen - formentlig bliver næste gang i Himlen foran Lammets trone.”

Spiritualiteten fylder over alt

Ud over mødet med de peruanske kristne mødte landsformanden også den blandingsreligion, der præger Peru.

Spiritualiteten fylder overalt og er tæt på. Der er butikker, hvor kan købe amuletter og forbandelser, og på en tur med en bus var indlagt en ofring på et bjerg til Moder Jord, som han nægtede at deltage i.

På samme tur kørte de også op til Christo Blanco, som er en stor hvid Kristusfigur, der velsigner byen.

”Religiøsitet, tro og tilbedelse fylder, men det er ikke altid Jesus, peruanerne tilbeder. Derfor er der brug for vækkelse og større fokus på Jesus. Både så de kan møde ham for første gang, og så de kan blive holdt fast i troen.”

LM er ikke de første missionærer i Peru 

Besøget i Peru har også givet LM’s landsformand en række overvejelser om missionsarbejdet.

”Det blev tydeligt for mig, at vi i LM står på skuldrene af dem, der har været der før os,” siger han.

”LM er ikke de første, der driver mission i Peru. Da vi kom, havde evangeliet allerede været der i århundreder. Selvom det var noget mere risikabelt at rejse dengang, var nogle, der tænkte, at det kan vi ikke holde for os selv. Det synes jeg, er både fascinerende og udfordrende,” siger han.
 

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.