Missionær-retræte hver for sig i Tanzania

Missionær-retræte online i Tanzania
Landsprædikant Dan Hessellund holdt bibeltimerne 12.-15. marts og havde samtaler med tanzania-missionærerne på Teams fra Danmark. Foto: Dan Hessellund.

På grund af corona-situationen i landet kunne LM's udsendte missionærer i Tanzania ikke samles til fælles retræte. I stedet holdt de det fire forskellige steder med fælles online bibeltimer

22/03/2021 / Karin Borup Ravnborg; kbr@dlm.dk

Konceptet "Sammen - hver for sig" kom også til at gælde LM-missionærerne i Tanzania, da de sidste weekend skulle på retræte.

De skulle alle have mødtes på et hotel ved Victoriasøen til fælles samvær, bibeltimer og afslapning.

Men på grund af risiko for corona-smitte måtte de ændre planer og i stedet mødes lokalt. 

Via Teams mødtes de online til drøftelser med de andre kolleger rundt i landet, hvor landsprædikant Dan Hessellund også holdt bibeltimerne og deltog i samtaler bagefter fra sin pc i Danmark.

Havde dog ønsket at mødes ansigt til ansigt med kollegerne

"Det var skønt at komme lidt væk fra hverdagen og arbejdet. Internet-forbindelsen til de andre kolleger fungerede for det meste godt, men det ville have været endnu sjovere at mødes ansigt til ansigt," fortæller missionærerne Marita Hasselberg og Signe Bjørn Nielsen.

De og deres øvrige missionær-kolleger fra Kiabakari Bibelskole tog sammen med deres børn og de to volontører til hotellet ved Victoriasøen, hvor de alle skulle have mødtes.

Kollegerne fra Dar es Salaam tog i stedet et ophold ved Bagamoyo-kysten, Iringa-folkene var i nærheden af Ruaha nationalpark og Arusha-missionærerne tog til et sted nær Ngorongoro-krateret.

Kærkomment afbræk for missionærerne i en ellers travl hverdag

Denne mulighed for retræte er et kærkomment afbræk for LM's udsendte midt i en ellers travl hverdag, siger Marita Hasselberg.

"Det er svært at trække sig helt tilbage på bibelskolen, hvor vi bor sammen med lærere og elever. Der kommer ofte nogen og banker på døren i om aftenen eller i weekenden."

På missionær-retræten var der også mulighed for at nyde solen og naturen, de var i.

"Selv om vi bor i et varmt og solrigt land, er det ikke ofte, vi kan nyde det på denne måde."

---

Herunder er glimt fra de udsendtes forskellige samlinger rundt i landet:

Missionær-retræte Kiabakari

Missionær-retræte Iringa

Missionær-retræte Arusha

Missionær-retræte Dar

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.