Ønsker at sætte LM Lolland-Falster på landkortet

Video-screenshot fra siden Trosvandrer
"Trosvandring med motor" er titlen på en række videoer på facebook, hvor afdelingsmissionær Carsten Riis-Jensen kører rundt på Lolland Falster, mens han fortæller om livet som kristen. Foto: Screenshot fra en af videoerne.

Afdelingsmisionær vil med med små, delbare videoer og opslag på Facebook inspirere lokale LM'ere til hverdagsmission og skabe opmærksomhed omkring LM på Lolland-Falster

25/05/2022 / Karin Borup Ravnborg; kbr@dlm.dk

Trosvandrer hedder en ny side på Facebook, som skal være en hjælp til at udbrede evangeliet i hverdagen.

Det er Luthersk Missions nye afdelingsmissionær på Lolland Falster, Carsten Riis Jensen, der har lavet siden, som indeholder små videoer, bibelvers, opmuntrende ord og invitationer til sommerlejre og andre tilbud fra LM-arbejdet i afdelingen.

"Fordelen ved siden er, at de små indlæg er lette at dele med andre, der er på Facebook," siger den 47-årige teolog, der har god erfaring med kommunikation via de sociale medier.

Har brugt tid på at lære de lokale på Lolland Falster at kende

Carsten Riis Jensen startede sit nye arbejde på Lolland-Falster 1. april, og som tidligere præst i området kender han allerede mange af de lokale og LM'ere i forvejen.

Hans opgave er at støtte de lokale LM'ere og være en støtte ind i det evangeliserende arbejde i afdelingen.

Den første tid har han brugt på at besøge folk og fornemme, hvilke behov der er, og da det at lave facebooksider falder ham meget nemt, fik han idéen til siden.

Facebookside som inspiration til mission i hverdagen

Trosvandrer er ikke tænkt som en facebookside for Lolland-Falster LM, men en inspirationsside til LM'ere til mission i hverdagen med små lokale indslag, som man kan dele med venner og naboer, understreger han.

For eksempel har han lagt et videoklip på siden, hvor han kører i bil fra et besøg på Døllefjelle Musse-markedet, som er et lokalt kendt loppemarked.

"På videoen fortæller jeg, at jeg har været på markedet for at finde en plastikdue, som jeg skal bruge som inspiration til en pinseprædiken. Samtidig får jeg flettet noget ind om, hvad pinsen betyder."

"Det er et lille opslag, der er utroligt nemt at dele i lokalsamfundet. For eksempel er jeg med i en facebookgruppe for folk, der bor i Stubbekøbing. Den har 4.000 følgere, og her vil det være oplagt at dele det."

Give blik for, at der er noget, der hedder LM på Lolland-Falster

Samtidig kan siden Trosvandrer også være med til at sætte Luthersk Mission på Lolland-Falster på landkortet.

"Vi vil gerne give både de lokale hernede, men også folk andre steder i landet et blik for, at der er noget, der hedder LM på Lolland-Falster," siger Carsten Riis-Jensen.

Han har som arbejdsområde også kontakt til de lokale LMU'ere, og siden kan måske være med til at give nogle flere - både unge og ældre - lyst til at flytte til afdelingen, mener han.

"Hvis det kunne være med til, at der kunne komme en busfuld LMU'ere eller andre herned på besøg for at se mere, så ville det da være helt fantastisk."

---

> Se faceboksiden Trosvandrer her.

> Læs mere om Luthersk Missions arbejde på Lolland Falster her.

Tilføj kommentar
CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.