Julebud

Det er blevet kaldt de gode nyheder, det med barnet i krybben og fred på jorden. Det kan virke som en tilsnigelse, i og med at det er 2000 år siden, begivenheden fandt sted. Det er næppe noget, nogen vil sende en nyhedshelikopter på vingerne for at dække. 

Eller også lever vi bare i sådan en brug-og-smid-væk tid, hvor vi har misforstået, hvad en ”nyhed” virkelig er. Min kones kærlighed til mig er en nyhed hver morgen; ikke fordi hun sluttede gårsdagen med vrede, men fordi hendes kærlighed til mig gør mig ny. Jeg ved, hun elsker mig, og i mødet med hendes kærlighed bliver jeg fornyet. Jeg finder mig selv i den. 

Historien om Jesus er ikke slut endnu. Den bliver stadig skrevet. Derfor er det nyt, hver gang et menneske tager sine første forsigtige skridt i tro på, at det er sandt, det med Jesus. At vi har brug for ham. At der er tilgivelse, fred, liv og endda frelse i at give alt til ham. Derfor er det nyt, hver gang et menneske finder sig selv i Guds historie og beslutter at blive der: i Guds ord. 

Den har det med at forandre mennesker, den historie om Jesus. Det er fordi, det er mere end en historie. Det er en virkelighed for millioner af mennesker, og den bliver til virkelighed for nye mennesker hver dag. Folk, der finder sig selv i det, han har sagt. 

Om du stadig har til gode at se, at julebuddet er skrevet ikke bare til dig, men om dig, eller om du har stået ved hans krybbe i mange år – så lyder julebuddet af den ene grund: At du skal lære sandheden at kende, og at sandheden skal gøre dig fri. 

”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.”
Johannesevangeliet 8,31-32

Juleandagten er med tilladelse af forfatteren lånt fra julemagasinet 24:12 i 2015