Sådan gør du:
Klik her for at abonnere på Budskabet.
Priser
Papir + web:
- Alm.: 330 kr/år
- Under 30 år: 190 kr/år
Kun netadgang:
- Alm.: 190 kr/år
- Under 30 år: 110 kr/år
Gaveabonnement
- Papir og web: 190 kr (kun 1. år)
- Kun web: 110 kr (kun 1. år)
Klik her for at give et års abonnement på Budskabet i gave.
Gebyr for udlandet: 50 kr. på alle abonnementer.
Oplys både betalers og modtagers navn, adresse og e-mail, når du bestiller.
Ønsker du at få et gavekort tilsendt, så send en mail til tm@dlm.dk.
Afmeld abonnement
Kontakt os på dlm@dlm.dk eller tlf. 48207660.
Handelsbetingelser
> læs mere her (pdf).
Klassisk skabelsestro er under pres - 2015/5
Af Ole Solgaard
Ræsonnementet er, at Bibelen blot udtaler sig om, at Gud er skaberen, men ikke hvordan verden og mennesket blev skabt. Man mener så, at evolutionsteorien giver en forklaring på, hvordan "skabelsen" er foregået. Og man vil så forene disse to svar på livets tilblivelse.
"Videnskab" er ikke altid videnskab
Eksempelvis var vores nye forskningsminister frimodig nok til at vedkende sig troen på en skabende Gud, hvilket jeg tager hatten af for. Men da han efterfølgende blev spurgt om, hvorvidt vi stammer fra Adam og Eva eller fra aberne, ville han ikke vælge mellem disse to alternative muligheder.
Mantraet hos mange kristne er i disse år, at tro og videnskab sagtens kan forenes. De udtaler sig om hver sit område og supplerer hinanden godt.
Jeg er i udgangspunktet enig. Når Bibelen er Guds sande åbenbaring, så er der ingen grund til at frygte, hvad videnskaben finder ud af. For der findes kun én virkelighed, nemlig den, som Gud har skabt. I den forstand er videnskaben en gave, der kan være med til at beskrive, hvor fantastisk Guds skaberværk er.
Men jeg har det forbehold mod mantraet, at ikke alt, hvad der kaldes "videnskab", reelt er videnskab. Vel kan naturvidenskaben påvise, at der sker mikro-evolution, altså mindre ændringer inden for en dyregruppe. Det er fakta. Men når det handler om, at én grundtype udvikler sig til en anden grundtype, også kaldet makro-evolution, så er der blot tale om teorier, antagelser og hypoteser.
Mange evolutionister nøjes altså ikke med videnskabelige iagttagelser, men arbejder ud fra antagelser og en naturalistisk tro, der udelukker Gud som forklaringsmulighed. Dermed opstår konflikten mellem kristen tro og noget af den såkaldte videnskab.
Store ting er på spil
Et af mine gode kristne forbilleder fortalte mig for nylig, at det ikke ville ændre noget som helst i hans kristne tro, hvis det skulle vise sig, at evolutionsteorien har ret.
Sådan har jeg det ikke. For mig er det ikke muligt at forene tanken om makro-evolution med min tro på Gud som skaber og frelser.
Evolutionsteorien forsøger at forklare mennesket som et resultat af tid og tilfældighed. Kristentroen indebærer derimod, at Gud har skabt os med en plan og en hensigt, og at vi som skabt i Guds billede har en særstatus i forhold til dyrene.
Evolutionsteorien forudsætter, at udviklingen frem mod mennesket har kostet kamp og død for en del dyr, inden mennesket blev til. Kristentroen fastholder derimod Bibelens ord om skabelse og syndefald. Heraf fremgår det, at døden ikke var en del af den oprindelige verden, men først kom ind som en konsekvens af syndefaldet.
Jeg mener faktisk ikke, at man tager hverken evolutionsteorien eller Bibelen alvorligt, hvis man vil harmonisere deres tanker og hævde, at Gud har styret evolutionen med plan og hensigt.
Eller som en af tidsskriftet Origos redaktører siger: "Styret evolution går imod selve evolutionsbegrebets inderste væsen."
For mig at se er der store ting på spil, hvis man vil acceptere evolutionsteorien: synet på mennesket, syndefald og frelse.
Udfordrende spørgsmål må besvares
Ikke desto mindre erfarer jeg, at mange kristne strækker sig langt i dialogen med evolutionister. I såkaldt bibeltro kredse stilles der flere og flere spørgsmålstegn ved den klassiske forståelse af skabelsesberetningen, og blandt dem, der arbejder på at forsvare den kristne tro (f.eks. Center for Kristen Apologetik), betragtes det næsten som "viden", at universet er godt 13 mia. år.
Af og til erfarer jeg, at den ligefremme, klassiske skabelsesforståelse marginaliseres, også blandt kristne.
Vi er dermed blevet udfordret af en del presserende spørgsmål: Hvor meget siger Bibelen om, hvordan verden blev skabt? Er det bibelsk (u)muligt at forestille sig, at døden var en del af dyrenes verden før syndefaldet? I hvilken grad hænger teorien om Big Bang sammen med evolutionsteorien? Er de nye bibeltolkningsforsøg udtryk for et (ubevidst) ønske om at nærme sig de gængse naturvidenskabelige opfattelser?
Der er behov for at drøfte, hvilke argumenter der er holdbare og kristeligt forsvarlige i disse spørgsmål.
På den baggrund reflekterer vi her i Budskabet (s.30) over en bog af DBI-lærer Jens Bruun Kofoed, der fremholder et syn på Første Mosebog 1, som udfordrer den klassiske forståelse af skabelsen på seks dage. Senere vil vi også belyse forholdet mellem skabelse og evolution fra såvel en teologisk som en naturvidenskabelig vinkel.
Man skal jo ikke fastholde en forestilling, der ikke har hold i virkeligheden, hvis den bunder i, at man på grund af en tradition har læst og forstået Bibelen forkert. Men man skal heller ikke falde på halen for hovedstrømmen i den "videnskabelige" verden, bare fordi flertallet går ind for evolutionsteorien – og så tilpasse sin bibeltolkning derefter.
Ydmyghed over for skaberen
Jeg er bange for, at mange kristne kan blive revet med af evolutionsteorien som følge af den undervisningsmæssige ensretning og den åndelige forførelse, som sker i vores samfund.
Midt i alle disse overvejelser og spørgsmål gør vi klogt i at følge opfordringen i Salme 95,6: "Lad os bøje os for Herren, vor skaber!"
Vi skal åbent og redeligt undersøge, om vores hidtidige skabelsesforståelse og argumenterne derfor er bibelsk holdbare. Men vi skal ikke blive alt for "ydmyge" over for alt, der kalder sig videnskab.
Derimod må vi bede om at blive fastholdt i ydmyghed over for – og i tillid til – vores skaber og frelser og det ord, han har åbenbaret for os.