Personligt
Mathias Schødts

Friskolen blev mit springbræt til troen

08/11/2024 / Karin Borup Ravnborg; kbr@dlm.dk

Som elev på Brændstrup Kristne Friskole mødte Mathias Schødts en accept og en omsorg, han ikke havde mødt andre steder. Det fik ham til at vælge troen til.

7. klasse blev et skelsættende skoleår for sønderjyske Mathias Schødts.

Det var nemlig det år, han startede på Brændstrup Kristne Friskole.

”Jeg kendte ikke noget til, hvad det ville sige at være kristen. Men friskolen endte med at blive mit springbræt ind i den kristne tro,” fortæller han.

Altid velkommen

Mathias gik dengang på den lokale skole uden for Rødding, der havde til og med 6. klasse. De fleste tog til en større skole i nabobyen, men Mathias og en kammerat fortsatte i 7. på den kristne friskole i Brændstrup.

Det var ikke et bevidst valg fra hans forældres side efter en kristen skole, for ingen i hans familie var troende. Det var mere skolens størrelse, der betød noget.

”Der gik lidt rygter om, at alting var lidt kaotisk på den store skole, og så havde vi hørt fra nogen, der var taget over på den kristne friskole, at der var mere hyggeligt og roligt. Den lå også tættere på, og det var nemt, for så kunne jeg cykle i skole.”

De fleste af de andre elever kom fra kristne hjem og var vant til morgensang, bordbøn og andagt. Men for Mathias var det grænseoverskridende i starten, fortæller han.

”Man var lidt bange for at være kikset, hvis man hoppede med på den. Det var jo de fordomme, jeg var vant til fra det miljø, jeg kom fra: ’Når du går på en kristen skole, så går lærerne og holder øje med en, og der er så mange regler og ting, du ikke må.’ Men sådan var det bare slet ikke. Der var en åbenhed og en naturlighed omkring det og en lyst til andre mennesker, som jeg ikke har været vant til før.”

”Der var ikke længere nogen, der var outsidere. Selv om man faldt udenfor, var man altid velkommen.”

Kom videre på kristen efterskole

”Det var ikke sådan, at jeg blev kristen fra den ene dag til den anden, men jeg følte mig inddraget,” siger Mathias, der fortsatte på skolen indtil slutningen af 9. klasse, hvor han endnu ikke havde taget stilling til sit eget forhold til troen.

”Jeg havde egentlig tænkt, at jeg bare skulle på gymnasiet i Ribe. Men så tog min lærer en snak med mig. Hun kunne måske godt mærke, jeg manglede et eller andet, og hun foreslog, at jeg tog på efterskole i 10. klasse.”

Det blev LM’s efterskole i Løgumkloster, hvor mange af hans klassekammerater skulle gå, og det er Mathias glad for i dag.

For det var her, han fandt ud af, at han godt kunne være kristen, selv om han kom fra et andet miljø end mange af de andre og elskede at spille computerspil.

Skolen skubbede mig videre

Derefter kom han på KG, hvor han var med i LMU, og, som han siger, virkelig voksede i troen og har siden læst Kristendom, Kultur og Kommunikation på Diakonhøjskolen i Aarhus, hvor han kom i KFS og fik mange spændende snakke om livet som kristen.

”Friskolen har haft en kæmpe betydning i mit liv. Det er lærerne dér, som har mærket mig og set mig og skubbet mig skridtet videre."

"Jeg føler mig i hvert fald som en klogere og bedre version af mig selv, end jeg gjorde dengang for 15 år siden,” siger han med et smil.

Artiklen har været bragt i magasinet Tro & Mission nr.14/2024

 

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.
Gospel-kids
Næppe havde jeg fået pladen Gaveregn ind ad døren, før Bella på syv år hapsede den og placerede den i cd-afspi…