Bag Bjerget

Onsdag morgen tidligt mødtes vi, netop da det lysnede. Turen gik om på den anden side af Mt. Monduli. Ikke mere end 75 km blev det til i alt, før vi nåede frem. Først op ad bjerget og så ned på den anden side og ud i det meget, meget tørre landskab, dernæst dreje af til højre ved skiltet med skolens navn og køre de sidste 5 km - og så måtte vi endda se os lidt omkring, for hvor var nu skolen?

Det var ikke let at se, hvilke bygninger der husede de mere end 630 kostskoleelever (1. – 7. kl.), men vi fandt frem til de – pænt sagt - simple bygninger. Ja, sådan kan en offentlig skole altså også se ud.

Ubegribelig fattigdom

Vi fandt ud af, at det ikke kun var bygningerne, der ligesom var ”bagefter”: Ingen af børnene sover på madrasser. Der er vandmangel pga. udebleven regn siden april/maj sidste år. Mange af børnene ved ikke, hvor deres forældre, der er nomader, er flyttet hen, siden de begyndte på det nye skoleår.

Forældrene spørger ikke til, hvordan det går børnene. Og så den ubegribelige fattigdom, de lever under.

En ubegribelig god Gud

Det var LMU-projektet, der bragte os til skolen, og vi havde nogle dejlige timer med piger og drenge fra 5. – 7. kl. ”Kroppens forandringer i puberteten” er en gave at få lov at undervise i. Åbenheden er stor, ørerne og modtageligheden er stor. Uanset, hvor fattig man er, og hvor efterladt man er, så er det at tale om kroppens udvikling det samme for os alle sammen. Mange ting har de aldrig fået forklaret.

Mine 3 kollegaer brænder for undervisningen, og de vil så gerne hjælpe de unge på vej. Vi fortæller dem om Guds gode vilje med det seksuelle samliv, og der lyttes intenst. Vi deler evangeliet med dem, og det gør altid stort indtryk på dem at høre, at Jesus ønsker at bo i deres hjerter og være deres frelser. Og så lyser stoltheden ud af dem, når de sidder der med deres små bøger i hænderne.

Hvordan hjælpe dem videre?

Timerne går alt for hurtigt, og lærerne beder os så inderligt om snart at komme igen. Viceskolelederen kommer med en bøn, inden vi kører. De piger, der går ud af 7. kl. - hvis de altså når så langt - når næsten ikke hjem, inden de bliver bortgift. Familien har planen klar, når de kommer.

Derfor spørger hun, om vi dog ikke kan hjælpe dem på skolen med at finde et sted, hvor disse piger kan komme direkte hen – og dermed undgå turen hjem til familien - for at komme videre i skolesystemet?

Vi kører videre til næste skole. Hvor er livet barskt og langt bagefter her på den anden side af bjerget, vi så ofte passerer.