Disse mine mindste

01/07/2021

Vi er på vej til Sverige for at holde ferie. Vi begynder med nogle dages hvile og karantæne, så nu har vi tid til at opdatere bloggen og andet. 

Her skriver Marita om de seneste måneder på sygehuset i Bunda.

En dag i april fik vi at vide ved den fælles rapportering om morgenen på sygehuset, at en mor havde født trillinger aftenen før, og hun var blevet så medtaget, at hun næsten døde. Efter at have fået drop og flere blodtransfusioner, genvandt hun kræfterne. Men hun havde ikke orket at amme de tre små døtre, der vejede mellem 1,1 og 2,1 kilo, og de havde heller ikke fået anden form for næring.

Personalet fik ros for at have reddet moderen. Man forsøger på alle mulige måder at reducere mødredødeligheden og tager det virkelig alvorligt. Men nu var der en diskussion om, hvordan vi skulle redde de små, som ikke havde fået noget mad, og som deres mor ikke havde kræfter til at have liggande på brystet. Mor og børn lå på neonatal-stuen på fødeafdelingen, hvor der også lå en ung tvillingemor.

Det blev begyndelsen på, at jeg har arbejdet der i to måneder. Almindeliigvis er jag også på mor-barn-klinikken og på børneafdelingen, men nu er der mest brug for mig på præmaturstuen. Personalet på morgenmødet foretog en spontan indsamling, så man kunne køb modermælkserstatning til trillingerne, og senere også til tvillingerne, hvis mor heller ikke kunne amme i begyndelsen. Ellers bliver brystmælk altid anbefalet, da det er den bedste næring til en baby. Jeg fik mulighed for at være med til at støtte mødrene, så de hurtigt kunne komme i gang med amme. Det er et almindeligt råd, at de skal drikke vælling med sort peber i. Det lærte jeg allerede, da jeg arbejdede på sygehuset i Nkinga. Pårørende kommer med mad til mødrene tre gange om dagen. Men nogle bor langt borte og har svært ved at komme, hvis mødrene er indlagt i længere tid.

Det er gratis at føde på hospitalet og også at være indlagt på neonatal-stuen, men mange mødre vil alligevel gerne hurtigt hjem. Måske for at tage sig af andre børn derhjemme, eller fordi de skal købe nødvendig medicin eller skaffe mad, så det alligevel bliver dyrt. I nødstilfælde hjælper sygehuset til med mad til moderen.

På neonatal-stuen er der seks senge, hvor mødrene og deres børn bliver plejet. Det er børn, der er født for tidligt, eller som er syge – nogle gange fordi de har fået for lidt ilt under fødslen. En del føder hjemme eller på vej til sygehuset, for eksempel på cykel eller motorcykel. De får tilbudt en meget basal pleje, men det redder mange liv. Det handler om at give varme og mad – og måske antibiotika, hvis der er mistanke om infektion.

For at give varme bruges den såkaldte kængurumetode, hvor de små ligger hud mod hud på moderens bryst. For nylig fortalte de i nyhederne i Norden om et nyt studie, som endnu en gang påviste fordelene, og at det kan bruges til at redde selv børn, der er født meget for tidligt. Udfordringen er at undervise de nye mødre i det og at opmuntre og hjælpe dem hele døgnet til at lægge barnet på brystet. Hvis det er tvillinger eller flere, indbyder man mormor eller en anden kvindelig slægtning til at hjælpe til. Alt for ofte ligger børnene smukt indpakket i smukke stykker stof og bliver kolde. Deres kropstemperatur kommer ned på 32-35 grader. Det er livstruende!

Personalet på fødeafdelingen er også ansvarlige for neonatal-stuen. Men der er ikke placeret noget fast personale der, og ofte bliver fødsler og andet arbejde prioriteret før de små børn. Matron Cecilia,  øverste sygeplejerske på sygehuset, og chefen for fødeafdelingen, der har det passende navn Loveness, er fuldt ud klar over behovet for nærværende personale på neonatal-stuen og har planer om ændringer.

Den sidste dag før ferien fik jeg mulighed for at holde en forelæsning for sygeplejerskerne på fødeafdelingen og for lægen Isack på børneafdelingen om omsorg og pleje af for tidligt fødte børn.

trillingflickor

Det er ikke alle børn, der klarer sig. Spædbørnsdødeligheden får et ansigt her. Eller mange ansigter. 

Jeg har forsøgt at redde liv, men bagefter siddet på gulvet og holdt om en grædende mor med sit døde barn i favnen. I sengene rundt omkring er der fem andre mødre med levende børn. Da er det let at føle magtesløshed. 

Hvordan trøster man i denne kultur? Hvad siger man? 

Måske på samme måde som i Sverige och Danmark: ved ikke at sige så meget, men bare være der.

Flere gange er jeg kommet til at tænke på ”Nightbirde’s” blog. Hun skriver om Gud, som møder hende på badeværelsesgulvet. Han er også på sygehusgulvet.

Jeg lytter til prædikener og podcast i bilen på vej til og fra arbejde og blev rørt til tårer af en fin samtale mellem Sebastian Stakset og Tomas Sjödin.

Tomas siger: ”Det vigtigste er ikke, at vi siger kloge ting til berørte og  sørgende mennesker. Det vigtigste er, at vi er der, at vi holder af dem, at vi deler deres smerte. Og nogle gange kan man måske kun dele den ved at være der, holde om og være nærværende. Med tiden bliver der måske plads til ord.”

Det er også trøst til en sygeplejerskemissionær. Det var eftermiddag og sygehuspræsten var gået hjem den dag, men jeg ”fandt” en evangelist, som arbejder i sygehuslageret, og en præst, som havde en søn, som var indlagt på sygehuset. De kom og hjalp mig med at trøste og blev hos den sørgende mor, indtil de pårørende kom.
   
Og jeg glæder mig over dem, det går godt for. Det er jo heldigvis de fleste! Samme dag som jeg sad på gulvet, kunne jeg køre trillingemoderen hjem med tre døtre, der stadig var bittesmå, men som havde det godt. Jeg har fået lov til at følge op på dem. Dels når de er kommet tilbage til afdelingen for at få de små vejet – det skal de gøre, indtil børnene vejer 2,5 kilo og kan gå til kontrol på den almindelige mor-barn-klinik – og dels ved hjemmebesøg, fordi det er svært for moderen at køre i bajaji (tuktuk) med tre små. 

Der har jeg også mødt de stolte storesøstre, og de har mødt dukken Haki. Haki betyder rettighed på swahili. Jeg er blevet ambassadør for EFS’s arbejde ”Børn i alle lande – BIAL”. Haki er med som bindeled mellem børn i Sverige og i Tanzania, og den hjælper med at sprede viden om børns rettigheder. En af disse rettigheder er jo retten til at leve og udvikle sig og retten til pleje, når man er syg.

Jeg tænker på Jesus, som viste, at børn er vigtige, at han gerne ville være sammen med dem, velsignede dem, pegede på dem som forbilleder og advarede voksne med at føre dem vild.

Trillingerne og også de tvillinger, som blev født samtidig, vokser og har det godt. Begge mødre har sagt ja til at være med i tekst og billeder.
 

Tvillingar och mössor

Når vi rejser tilbage i august, er vores kufferter fulde af huer, som kan varme de nyfødte. Sammen med moderens kænguru-omsorg forhindrer det, at de bliver afkølede. Det sker i et fornyet samarbejde med Anna Braw, dom har driver bloggen ”Ett varv till” og Ingrid Strid på Slättmissionens hjälpande hand i Skara. De, der laver håndarbejde i Sverige, får noget meningsfuldt at lave, og de varmer hoveder og hjerter i Tanzania og andre steder, hvor det er tiltrængt. Det er en god sag!

Anna har flere gange opdateret om mit arbejde i Bunda, så I kan læse mere om det på hendes blog

I kan snart læse mere her om andre dele af vores arbejde. 

Tutaonana – Vi ses! / Marita og Carl
 

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.