Et umuligt valg

18/08/2021

Tiden er kommet, hvor vi skal afslutte LMU-projektet for 2020. Vi har været rundt i alle fem områder, som stiftet er inddelt i, men der er stadig nogle få hundrede pakker med genanvendelige hygiejnebind i containeren. Hvordan udvælge de få skoler, der skal have vores besøg? Hvilke piger har mest brug for en pakke og noget undervisning om kroppens forandringer?

Når der stadig er lidt tilbage, skyldes det primært Corona-pandemien, hvor 3. bølge på det sidste har været hård ved vores del af Tanzania. Der har været perioder, hvor det ikke har været muligt at komme rundt på skolebesøg. Men nu er tidspunktet kommet, hvor de sidste brikker skal lægges.

Stadig masser af forespørgsler

Vi har på vores ture rundt i stiftet fået rigtig mange ønsker fra mange skoler om undervisning og hygiejnebind til pigerne.  I går skulle der vælges. Hvor er behovet størst? Hvorfor er der så mange skoler, vi bliver nødt til at skuffe, fordi containeren næsten er tom? Der er jo masser af piger, der ikke går i skole hver måned, fordi manglen på hygiejnebind holder dem hjemme.

Det er en stor glæde, at vi med LMU-projektet har haft mulighed for at hjælpe i alt 6.000 piger.  Men det gør ondt at skulle skuffe mange flere, når man ved, hvor stort behovet er. Og hvor lidt viden piger og drenge har om egen krop. Og hvor lidt de kender til evangeliet.

De mest marginaliserede

Vi bestemte os for en stor skole i den sydlige del af stiftet, hvor der stort set kun er muslimer. Vi vil gerne, sammen med de kristne tilhørende en lille mødeplads dér, vise området et kristent vidnesbyrd. Det er et meget fattigt og forsømt område med nogle af de mest marginaliserede unge piger og drenge her i landet. Vi valgte også andre skoler, der ligger langt ude på landet, hvor fattigdom og forsømthed er hverdagskost for børnene.

Det, vi har bestræbt os på gennem projektet, er netop at komme ud til disse unge, der hører til de mest marginaliserede i Tanzania. Hvem bryder sig om, at en pige bliver tvangsgift før tid? For mange piger er social kontrol bare hverdag. De bestemmer hverken over egen krop eller liv og fremtid. Derfor er det også så vigtigt, at de får lært Jesus at kende, så de har Ham som Frelser og livsledsager i deres meget, meget vanskelige liv.

Er det så mærkeligt at sådan et planlægningsmøde, hvor man skal udvælge de sidste skoleelever til undervisning, uddeling af hygiejnebind og en præsentation af evangeliet, næsten bliver et umuligt valg? Og at vi midt i glæden over det, vi har nået med projektet, fyldes med vemod over, at det er ved at være nået til vejs ende?

CAPTCHA
This question is for testing whether or not you are a human visitor and to prevent automated spam submissions.