Kolde tæer og varme hjerter i det andinske højland

”Vi er så glade for, at I kom og delte vigtig undervisning med os og var sammen med os som kristne søstre og brødre fra den anden ende af verden – at vi er en stor familie i Kristus.” 

Sådan sagde Maria fra Cruzero i 4200 m’s højde i Andesbjergene til os, da vi sagde farvel efter tre dage i hendes lille by langt væk fra storbyer og moderne civilisation.  

Vi har besøgt og undervist i to små samfund: Moho og Cruzero samt den store by Juliaca i højlandet i næsten tre uger. Det har været en kæmpe oplevelse at dele vigtig ægteskabskundskab på det bibelske grundlag, prædike, undervise unge i seksualitet og grænser, snakke og spise med vores søstre og brødre i højlandet. 

Mange lever meget fattigt og bor i huse, vi i Norden boede i i 1800-tallet. Uden varme og vand, med lerklinede vægge og et minimum af møbler. Vi boede meget primitivt og fik tilbudt mange måltider kun bestående af chunjos (tørrede kartofler) og kartofler, som vi pillede og spiste med fingrene.

Den lille trængte lutherske kirke i Peru har kirker i flere af de små og større byer i højlandet. Mange steder er det de gifte lidt ældre kvinder, der deltager i gudstjenesterne, fordi deres mænd arbejder i minerne og andre steder langt væk fra hjemmet. 

Kvinderne passer familien, deres små jordlodder og deres kirkegang. 

Vi oplever, at disse mennesker er glade, men slidte og brugte. Når jeg trykkede deres hænder til goddag og farvel, var det slidte, gigtfyldte hænder med sorte negle og knyster, der hilste mig. Kvinderne var klædt i deres nationaldragter med bowlerhatte og andre hatte fra deres lokale egn, store skørter, uldtæpper over skulderne og mange gange bare tæer i sandalerne i det iskolde højland. 

Gudstjenesterne er på en gang meget genkendelige, fordi de bygger på den lutherske tradition, som vi kender fra vores egne lande med Jesus i centrum, men samtidig meget forskellige, fordi sangene er på deres lokale sprog, quechua og aymara sunget helt nasalt med mandolinspillende musikere. 

Flere steder måtte vi have oversætter på, når vi underviste og prædikede, fordi folk ikke forstod spansk. 

De taler og beder længe, og så bruger de altid salme 51 som syndsbekendelsessalme, hvorfra alle læser med. Der er iskoldt i deres kirker, og efter sådan en lang (tre timer) gudstjeneste var vi godt kolde om tæerne og fingrene, men varme om hjerterne.

Missionens arbejde i syd Peru er meningsfuld, og vi blev bekræftet i vigtigheden af, at vi kommer ud til disse små steder og deler liv og tro med disse mennesker. Det skaber fornyet håb i deres tro.