Når uddannelsen ikke er en selvfølge
Der er en grundlæggende egenskab, som vi mennesker uanset kulturel, social eller trosmæssig baggrund, har til fælles. At bekymre sig. I Cambodia, har jeg opdaget at flere af mine egne bekymringer svarer til dem, mine jævnaldrende khmer-venner har. Hvilken uddannelse skal jeg tage? Hvor skal jeg bo? Hvordan lever jeg op til karakterræset, og hvordan klarer jeg mit præstationspres? Bag khmerernes ellers så glade og taknemmelige udstråling ligger der også ofte en bekymring for fremtiden. Men én bekymring adskiller sig fra mine egne: Kan jeg finansiere min uddannelse?
For lidt tid siden var Trine og jeg på weekendtur til vandet med det kristne kollegie. Sprogbarrieren gjorde til, at det ikke altid var lige nemt at kommunikere med hinanden. Så en aften da der var "fri leg", satte jeg mig for mig selv på en bænk og beskuede det smukke store hav. Jeg havde kun lige nået at bede en bøn til Gud, om at det måtte blive nemmere at kommunikere med de unge khmerer, da en dreng, Nakin, fra kollegiet satte sig ved siden af mig. Jeg havde ikke snakket med ham før, men havde tværtimod hurtigt placeret ham i bås med de andre kollegiebeboere, som har enormt svært ved at føre en simpel samtale på engelsk. Da han begyndte at snakke, fik jeg hurtigt gemt alle mine fordomme væk.
Da jeg spurgte ind til hans flotte engelskkundskaber, kunne han fortælle at han studerede engelsk på Universitetet. Men det var hårdt. Hans indkomst var begrænset af, at han om aftenen efter at have studeret hele dagen, kunne undervise børn i engelsk. Budgettet rakte ikke til meget. Studere, arbejde, repeat. For de fleste uddannelser betaler man 500-700$ om året svarende til 3300-4600 kr. hvilket for en dansker måske ikke synes af meget. Men i Cambodia, hvor fattigdom nærmest betragtes som normalen, er det virkelig mange penge.
Billede fra weekendturen - Nakin ses yderst til højre
Jeg opdagede også, at det faktisk er ganske normalt, ikke at gennemføre hele sin uddannelse. Mange påbegynder arbejdet lige efter Highschool. Efter at have arbejdet et par år, starter man på Universitetet. Og så ser man, hvor langt man kan komme på sin opsparing. Er du heldig, kan du færdiggøre din uddannelse. Er du ikke, må du droppe ud halvvejs igennem og gå tilbage til arbejdsmarkedet.
For mig blev de unges omstændigheder en øjenåbner. Jeg vidste at Cambodia er et fattigt land, men at det er så svært for de unge at bryde ud af den sociale arv, kom som en overraskelse for mig. Har man ikke rige forældre må man tage arbejdshandskerne på og selv tjene penge til sin uddannelse. Der hviler en konstant bekymring om fremtiden foran dem. Jeg føler mig næsten helt forlegen når jeg bliver spurgt til det danske skolesystem og må fortælle om dets privilegier i form af ikke kun gratis undervisning, men også en ekstra økonomisk støtte gennem SU. Khmererne kæmper virkelig en sej kamp hver eneste dag, og jeg har så meget respekt for deres arbejdsomhed og vilje til at gå igennem de udfordringer, der måtte være for at nå deres mål.