Exodus Gods and Kings

For anden gang i 2014 kom der en film baseret på en bibelsk beretning. 

I foråret var det Aronofskys syrede øko-udgave af beretningen om syndfloden. 

Nu er det blevet tid til Ridley Scotts fortolkning af beretningen om Moses og udvandringen af Egypten. 

^{Moses (Christian Bale) er på besøg i byen Ramses, som slaverne er ved at opføre (Foto: Fox-Film).}

Da rulleteksterne var løbet til ende, sad jeg tilbage med en følelse af, at der manglede noget. Filmen er såmænd storslået og flot, men når bare ikke op på højde med andre af Scotts film som Alien, Blade Runner eller Gladiator.

Set i det store billede forholder Scott sig egentlig forholdsvis tæt til teksten, også selvom hans gengivelse måske ikke ser ud, som man havde forventet det. 

Storslået scenografi, men irriterende gudsbillede

Man kan sagtens liste en masse faktuelle fejl op, hvis man har lyst til det, men Scott kan altså noget med storslået scenografi. 

Så jeg havde flere gange fornemmelsen af at være tilbage i Det gamle Egypten.

Som jeg ser det, er fokus i filmen forholdet mellem Moses og Farao. Derfor bliver Moses mere general og oprørsleder end profeten fra Bibelen. 

Det er så, hvad det er, men gudsbilledet irriterede mig. 

For det første bliver Guds stemme varetaget af en lille mopset teenagedreng med britisk accent, som kun Moses kan se og tale med. 

Men det mest irriterende er, at Gud derigennem bliver præsenteret som smålig, hævngerrig og ond. 

På en eller anden måde bliver Gud det tredje ben i et trekantdrama med Moses og Farao.

Filmen Exodus kan sagtens blive en film, som man kan få snakket en masse om. Det er ikke en dårlig film, men det er heller ikke et mesterværk på nogen måde.

Anmeldt i Tro & Mission nr. 1/2015 af Peter Funch Kofod.